Nullermænd

Texas Longhorn #1
Hans Jørgen Ottosen, Jakob Sandvad, Anna Sidsel Andersen (redaktion)
Forlaget Gladiator

Det umiddelbart mest bemærkelsesværdige ved det nye danske og i første omgang gratis litteraturblad, Texas Longhorn, er billedbladæstetikken, der mimer ugeblade á la Se & Hør i layoutet. Bladet indeholder tekster skrevet af såvel store navne på den unge danske scene som debutanter og er på 128 sider, og der er fuld knald på farveladen. Nu skal der begejstring ind i formidlingen af litteraturen, forstår man på Jakob Sandvad, og  litteraturen skal nå længere ud, ja, helt ud til folket. Det mest oplagte spørgsmål er selvfølgelig, at hvis litteraturen ikke kan begejstre i eller af sig selv, vil det så hjælpe at pakke den ind i et “Se & Hør”.

Teksterne i Texas Longhorn er navlepillende og har stort set intet på hjertet; de formår ikke at tale om noget substantielt, men nøjes med at reproducere forfatteren som signatur – det skrevnes værdi er garanteret med forfatterens signatur, og det giver måske god mening, hvis teksternes indpakning tages i betragtning. Det kan godt være, at autofiktionen, det jeg i forbindelse med Christel Wiinblad har kaldt den ny inderlighed, er det ny sort, men litterært har der været langt mellem snapsene. Det er med andre ord lidt kedeligt, og derfor er det nok heller ikke så mærkeligt, at mange vælger krimien og Netflix til; her er der i det mindste underholdning.

Som sådan kommer redaktionen på Texas Longhorn ufrivilligt til at pege på det problematiske i tiden: Alt for lidt fokus på litteraturen og alt, alt for meget fokus på alt det, der ikke direkte har med litteraturen at gøre – forfatterens skolemæssige baggrund, litteraturen som show, der bliver labbet i sig og understøttet fra kulturindustriens side. Idet formen i Texas Longhorn bliver det bærende element i formidlingen, reproducerer redaktionen og Forlaget Gladiator glitteren, overfladen og den konstante og uniforme mediering af det lille, ligegyldige selv. Man kan spørge sig selv, om dette virkelig er alt, hvad det danske litterære miljø kan præstere?

Problemet er jo lige præcis det, at redaktionen ikke gør noget nyt. Den overtager blot en allerede etableret æstetik, den cementerer de mest frigide elementer af dansk litteratur, som er populært lige nu, den bliver med andre ord talerør for det almindelige, for det bestående og se, pludselig har vi nu at gøre med en dybt konservativ, nationalpompøs og selvsmagende kulturelite, der i centraliseringens hellige navn hiver en nullermand frem fra navlen til almindelig beundrende beskuelse af venner og bekendte.

Fra denne position taler en af Peter Sloterdijks foragtere fra Die Verachtung der Massen, nemlig der, hvor masserne ikke skal laves sig selv om, men tiltales fra en kulturel elite med fordringen om at forblive sig selv.  Der ligger en foragt for det folk, redaktionen vil have i tale, fordi det åbenbart kun kan lade sig gøre gennem den mest platte og sensationsfremmende æstetik – ifølge redaktionen. Folket ved åbenbart ikke, hvad der er godt eller skidt, men skal overtales gennem redaktionelt plattenslageri.

Positionen inderholder endvidere en ironisk distance til litteraturen som noget ophøjet, men i denne gestus ligger en nihilisme, der ikke evner at skelne; så fra redaktionen vidende situering af sig selv, øser de af ironi og manglende alvor. Det kunne i sig selv være fint nok, men alt i dansk kultur skal være fedtet ind i laveste fællesnævner. Texas Longhorn er ikke et oprør, det er dybt konservativ formidling, der betryggende fortæller dansk kultur, at den er god nok, som den er.

I virkeligheden er Sloterdijks dobbelttydige titel betegnende for Texas Longhorn som kulturelt fænomen – eller kan man gå så langt som til at kalde det et nedgangssymbol idet dobbelttydigheden inderliggøres i denne udgivelse?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s