Smadr det mulige!

199437-aeec7b578ae94f4c8189145175d0639fÅbne breve I-II
Jakob Offersøy Brøbecher
OVO press

To ting kan siges om Jakob Offersøy Brøbechers Åbne breve I-II – i hvert fald som udgangspunkt: For det første er det næsten umuligt at læse, på grund af sit tætpakkede og saboterende sprog, og for det andet er det en fantastisk læseoplevelse, hvor enkelte heller i skriften byder ind til dybere tænkning og eftertænkning. Så spørgsmålet bliver, hvordan man anmelder en bog, hvor man er usikker på halvdelen eller måske to tredjedele af det, der står? Og hvor stiller det mig som læser, kan jeg på nogenlunde redelig vis anmelde en bog, hvor det er min oplevelse? Det tænker jeg, i det omfang problematikken inddrages i den overordnede forholden sig – og denne sproglige forvirring har måske allerede fundet en ledetråd i etiketten sabotage, som jeg har brugt oven for.

Optegnelserne stammer tilbage fra 2004/2005, og de har været forsøgt udgivet en gang tidligere, som det fremgår af et appendiks, men uden held. 10 år senere bliver de udgivet på Rasmus Graffs progressive forlag OVO press; Graff har løbende været med ind over manuskriptet, ligesom i øvrigt Martin Glaz Serup, og har set nødvendigheden af Brøbechers manuskript. Det betyder ikke, at manuskriptet står, som det gjorde i 2005, der er blevet sorteret ud i nogle angreb på borgerlige politikere, men jeg vil tro at bogen overordnet set er kommet til at stå stærkere af det.

Åbne breve I-II indledes blandt andet med et motto taget fra Esbern Krause-Jensens Nomadefilosofi om Deleuze:

Det, Deleuze peger på, er et univers af før-individuelle, upersonlige singulariteter. De kan hverken føres tilbage til individer eller personer, og heller ikke til en ‘udifferentieret baggrund’: strukturer – de være økonomiske, driftsmæssige eller diskursive. Det er ‘singulariteter’ (enkeltfænomener), der er mobile, omflyttelige og udskiftelige – der bevæger sig fra det ene til det andet, der brydes mod hinanden, der danner rækker af centerløse anarkier (‘systemløse begrebssammenstillinger’), ordgrupperinger ‘på gennemrejse’, der fører til nomadetilværelse i et skriftrum uden grænser.

Det jeg oven for kaldte et saboterende sprog, kan også beskrives med det Krause-Jensen beskriver som “rækker af centerløse anarkier […], ordgrupperinger på gennemrejse”. Det er i virkeligheden den mest oplagte beskrivelse af JOBs hakkende flod af skrift.

Kropp
Kropp står ud som begreb, fordi konsonantfordobling typisk hører med til en ordbøjning, men her bibeholdes substantivet i singularis, hvorfor det bliver svært ikke at læse det som et begreb, der dækker over en før-individuel, upersonlig singularitet, som i dette tilfælde er en krop løsrevet både fra sin personlige tilknytning og den strukturelle inddæmning.

der er andre linjer og indfletning af og ord, en opbrækning af en sproglighed der ikke kender nogen krop, men som altid allerede er blevet indgraveret i og som kropp

[…]

udfoldelser som fuldstændigt naturlige reaktioner på andre udfoldelser, udtrykkets ekspansion som økosystem – at det globale slagteri ikke klart realiseres som netop globalt men hele tiden indsnævret i død betydningsgivende kropp [at hvem ejer kropp?]

[…]

sprogligt socialt korpus er altid allerede den eneste mulighed for kropp. kroppe er dødkød, der må skæres væk med umulige redskaber; umulige for så vidt som det mulige er en villet konstruktion, hvis specifikke udfoldelse smadrer drøm

Smadr det mulige!

Kropp <-> kroppe. Sidstnævnte er “dødkød, der må skæres væk med umulige redskaber”; jeg læser det sådan, at det, der er tilbage efter en sådan bortskæren er kropp. Er der på den måde mere eller mindre oplagte linjer over til begrebet om Legem uden Organer (LuO)? LuO er en modalitet ved den menneskelige tilværelse, som ikke er bundet op på eller tynget ned af det muliges begrænsninger; det er derfor JOB benytter sig af “umulige redskaber” og eksklamatorisk udbryder: “Smadr det mulige”. På den måde sættes kropp ind i rent potentialitet – fantasien til magten, kan man næsten sige. “FUCK! det statiske!”, som der også står et sted.

Kropp er “opbrækning af en sproglighed”, den sabotage, som jeg indledte med, og på den måde sættes der med begrebet en ramme om læsningen af Åbne breve I-II. Hele værket er lig med kropp; værket må og skal læses inden for mulighedsfeltets umulighed. Ikke de hverdagslige muligheder, der allerede er givet med det skæbnetryk, der findes i hverdagen. I den henseende er det vel rigtigt (nølende) at fastslå, at Åbne breve I-II er skrevet fra utopiens ikke-sted. Dens topos er opholdet, afbrækningen, forstyrrelsen.

Overstregningen
En anden ting, der springer i øjnene på læseren af JOBs breve, er, at ved siden af den almindelige (usynlige) redigering, er der en synlig redigering, en eftertænkning af det skrevne, som på den måde både er en del af teksten, fordi den fysisk er til stede, men på den anden side også fraværende i og med overstregningen. Jeg læser det sådan, at denne taktik forløber parallelt med kropp og forstyrrelsens topologi, men med underjordiske gange inde i det foregående. I deres kontekst står overstregningerne som ikoner over ikke-stedet.

Ønsker man som forfatter, at et givet tekststed skal redigeres væk i en tekst, fjerner man det, men her er der et ønske om at bibeholde det bortredigerede, således at det er en del af teksten som fravær.

fortsat refleksion af praksis er praksis

jeg ved ikke hvad man præcist skal gøre

brænd det danske kongehus ned til grunden jeg mener det fuldstændigt konkret

op i røven med et hvilketsomhelst sprog sproget

Eksemplerne er rigtig mange, men ovenstående er et lille udsnit udvalgt med løs hånd. Afsnittets indledende refleksioner er generelle; kan de hænge sammen med det konkretiseret eksempelmateriale?

Starter man bagfra er det interessant, at JOB faktisk selv bevæger sig fra et konkret “hvilketsomhelst sprog” til det almene “sproget” som sådan. Et hvilket som helst sprog er konkret i sit mulighedsfelt, og måske derfor det ryger ud? Det peger ganske enkelt på det mulige, hvorved sætningen mister sit potentiale og i stedet lukkes om det allerede eksisterende, det statiske.

Noget tilsvarende er på færde i det første eksempel oven for. Her er fortsat refleksion streget ud, så man ender med den blotte tautologi: praksis er praksis. Nej, må man så også efterfølgende sige, praksis er ikke praksis, “praksis er praksis”. Med udhævningen af er er der noget andet på spil i sætningen, som også relaterer sig til overstregningens praksis; jeg vil i det næste afsnit gå ind i en diskussion af, hvorfor JOBs sætning selvfølgelig ikke bare er en tautologi. Men hvor peger overstregningen hen? Den fortsatte refleksion har mødt megen kritik – både fra den lavbenet danske snusfornufts side, men også fra akademisk side. Her tænker jeg dog, at JOB bevæger sig inden for en specifik tysk kontekst, nærmere bestemt Marx’ ellevte Feuerbach-tese: “Die Philosophen haben die Welt nur verschieden interpretiert; es kömmt drauf an, sie zu verändern“. Fortolkningen er den fortsatte refleksion, som JOB forkaster til fordel for et benhårdt fokus på praksis: det drejer sig om at ændre verden.

Men overstregningen kan også bruges á la Slavoj Žižeks vittighed om, manden der rejser til Sovjetunionen med aftalen om, at han vil skrive sandheden med rødt og det politisk korrekte, om man så må sige, med blåt; hans breve bliver lange lovprisninger af USSR, men med en afsluttende beklagelse over, at han ikke har kunnet købe en kuglepen med rødt blæk. Således også her, hvor JOB vil brænde kongehuset ned: “jeg mener det fuldstændigt konkret“. Overstregningen bliver en måde at censurere sig selv, så man går under myndighedernes radar. Det er i sig selv ikke så interessant, som at handlingen peger på, at vi faktisk har en stærkt problematisk magtstruktur i Danmark, hvor en selvcensur er nødvendig, hvis ikke man vil have det panoptiske øje rettet mod sig. Det er i samme kontekst at det afmægtige “jeg ved ikke hvad man præcist skal gøre” skal læses; ud over det konkrete jeg sættes op mod det generaliserede man, så peger censureringen eller den delvise negation på, at jeget faktisk godt ved, hvad der skal gøres. At der er en praksis hinsides sproget i sproget, at der er et felt af kropp, af “centerløse anarkier”, af tænkningens ikke-sted.

Overstregningen peger mod det ikke-sted, der løber parallelt med sabotagen, opholdet; i og med overstregningerne er det der, men er der dog ikke alligevel. Det er et felt for potentialitet – potens, kraft, praksis.

praksis er praksis
Hvorfor er udhævningen, som jeg hæftede mig ved i det ovenstående, så vigtig? Fordi identitetssætningen ikke bare lyder A=A eller for den sags skyld A er A, men, som Heidegger pointerer i sit essay “Identitetssætningen” (kan findes i serien Moderne Tænkere i samlingen Spørgsmålet om teknikken og andre skrifter), lige præcis A er A, praksis er praksis. Heidegger skriver blandt andet følgende

Egentlig lyder den: A er A. Hvad hører vi? I dette ‘er’ siger sætningen, hvordan ethvert værende er, nemlig: Selv det samme som sig selv. Identitetssætningen taler om det værendes væren. Som tankelov gælder sætningen kun, for så vidt som den er en lov for væren, der lyder: Til ethvert værende som sådant hører identiteten, enheden med sig selv.
[…]
Lad os tænke væren efter dens oprindelige betydning som nærvær. Væren driver hverken tilfældigt eller undtagelsesvist sit væsen i menneskets nærhed. Væren varer kun, og driver kun sit væsen, idet den gennem sin fordring an-går mennesket.
[…]
Men væren selv hører til os; for kun hos os kan den drive sit væsen som væren, dvs. være nær i sin væsenhed [an-wesen (o.a.)].
[…]
For hvad kunne være os nærmere end hvad der nærmer os til, vi hører til og hvori vi er tilhørende, das Er-eignis?
Das Er-eignis er det i sig selv sitrende område, hvor menneske og væren når hinanden i deres væsen, vinder hinandens væsenhed, idet de mister de bestemmelser, som metafysikken har lånt dem.
[…]
Nu viser det sig: Væren hører med tænkningen til i en identitet, hvis væsen stammer fra denne laden høre sammen, som vi kalder Ereignis

Tænkningen af identitetssætningen fører via “selv det samme som sig selv” over væren til det i den danske oversættelse bibeholdte tyske das Ereignis, som er et af de centrale begreber i den senere Heideggers tænkning. Der kan være god mening i at lade Ereignis stå uoversat, fordi det på tysk er mangefacetteret og dermed svært at ramme præcist på dansk (blandt andet fordi Heidegger jo er kendt for at inddrage ordenes etymologiske medbetydninger), men spørgsmålet er, om ikke vi som læsere taber ved det?

Den direkte oversættelse af Ereignis er hændelse eller begivenhed. Præfikset Er- kan imidlertid også betyde gen- og eignis relaterer til øjnen, og Ereignis kommer etymologisk set af eräugen, det vil sige, at noget stiller sig ind i vores synskreds, hændelsen har således hos Heidegger karakter af, at noget træder frem for os, at noget afdækkes, og som sådan kommer Ereignis til at have visse ligheder med det herideggerske begreb for sandhed: aletheia.

Læser man altså, som jeg, JOBs “praksis er praksis” inden for et felt af tysk fundamentalontologi, så må denne praksis altså for det første læses sådan, at JOB ser praksis som noget, der er selvidentisk eller som Heidegger skriver, “selv det samme som sig selv”, hvilket betyder at i praksis kommer væren ind i det værendes nærhed, som mennesket er. Praksis er vores væsens an-gåen eller hen-visen os til os selv, som Heidegger i Sein und Zeit omtaler som samvittighed, dette kald tilbage til os selv. Og er der ikke elementer af et sådan kald tilbage til i JOBs skrift? Et kald tilbage til mennesket som handlende – ikke mennesket som homo sapiens, men som homo volens eller simpelthen bare det kreative menneske – anarkisk decentrering. Dermed må det tænkværdige i tænkningen også nødvendigvis (i JOBs aftapning) blive det handleværdige som sådan, hvor potentialet bekræftes i en afkræften af det værendes konservativisme.

Åbne breve I-II kan læses som et kald tilbage til handlingens mulighed i skrift såvel som i politik – og knytter sig vel i den henseende snarere op på Deleuze (det siger sig selv) end på Heidegger, men måske også på på en Alain Badiou? Det skal jeg ikke kunne sige. Det er tydeligt, at der mere end skeles til Deleuzes maskiner. Det er hamrende interessant, men denne anmeldelse opnår desværre kun at være kredsende i forhold til at skitsere nogle angrebspunkter i forhold til læsning af teksten. Uanset hvilken af ovenstående døre man imidlertid vælger, ender man nok med samme resultat: Åbne breve I-II er en interessant lille bog, der krydser tekstlige overvejelser med politisk manifest. JOB skriver ubarmhjertigt og tager ikke sin læser ved hånden, men det er ikke desto mindre en læseværdig bog, han har bedrevet.

Reklamer

En tanke omkring “Smadr det mulige!

  1. Pingback: Udvidet læsning | OVO press

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s