Den skrøbelig henvendelses kombinatorik

105 variationer
Peter-Clement Woetmann
Forlaget Arena, 2015

I de seneste par år i dansk digtning, har der været nogle interessante forsøg på at bryde dels med forfatterens signatur af egne værker (i hvert fald Christoffer Ugilt og Peter-Clement Woetmann) dels med skriften som særskilt original – eller måske snarere et opgør med den originale skrifts særstatus (Rasmus Graffs “Failure Gazette”). I modsætning til populærkulturens fokus på signaturen, som det navn, der garanterer et værks eller bare en ytrings særegenhed, er der her en bevægelse væk fra en i bund og grund romantisk funderet kunstnermetafysik.

Hvor Ugilt (måske ironisk distanceret) bringer tankerne hen på Andy Warhols The Factory i New York, idet idéen her blev sat på spidsen som kunstnerens egentlige værk, hvoraf det faktiske værk kun var en art reproduktion (der er en vis platonisme på spil, og dermed også en vis fare for metafysik i denne konstruktion af værket), der går Woetmann anderledes til værks i sin nyeste samling – her er digtene en art kombinatorik afstedkommet i samspillet mellem læser og maskine. Hos Woetmann er digteren de facto sekundær i forhold til værket i den seneste udgivelse, “105 variationer”, hvilket bliver en interessant bevægelse væk fra signaturen.

“105 variationer” kan læses som et slags opgør med forfatterrollen, i hvert fald i dens autoritative romantiske aftapning, men Woetmann sætter også nye rammer for relationen mellem forfatter og læser. I 2012 skriver Woetmann 1011 sætninger til en interaktiv tekstmaskine, der fungerer sådan, at en læser kan bladre i tre hæfter, udvælge linjer, som maskinen efterfølgende kombinerer, hvorefter læseren kan få et udprint af sit digt. Kombinatorikken, hvis man kan sige det sådan, har kastet et stort antal digte fra sig, og efterfølgende har Woetmann udvalgt 105 tekster – så en smule kontrol har digteren dog bibeholdt i forhold til det endelige resultat. Det særlige ved teksterne er, at de ballancerer mellem en skrøbelig henvendelse, den fine sansning af omverden og et til tider tydeligt maskinelt trav i digtenes linjer (for eksempel gennem flere af digtenes hakkende gentagelser).

Det fede ved Woetmanns tekster, det kan jeg lige så godt begynde med at skrive, er, at de er skrevet med en befriende ligegyldighed over for mainstreams opmærksomhed på den ene eller den anden tradition inden for digtningen, som Peter Stein Larsen i sin doktorafhandling beskriver som enten centrallyrisk eller interaktionslyrisk. Woetmann tillader ofte, hvis ikke altid, en skrøbelighed at komme til udtryk i sine digtsamlinger – og den udgår fra et stabilt jeg, der dog aldrig er lukket om sig selv. Samtidig er der en stor interesse for at blande diverse stilniveauer og sprogregistre sammen.

Et eksempel på det første kunne være følgende linjer:

Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) (s. 31)

Da jeg lyttede, blev jeg bange (s. 62)

Idet man lytter er man givet ud til verden, man er vendt ud mod og i en vis forstand prisgivet verden. Hvordan lytter man til skyerne på himlen? Det giver mening at lytte til vasketøjets blafren eller dyrenes lyde, men skyerne? En enorm stilhed, der på sin egen måde træder nær dyrene og vasketøjet, så den låner noget af sin stilhed til de mere jordnære fænomener. Der ligger et mere gemt i jegets lytten til skyerne, måske en affirmativ, fænomenologisk metafysisk?

Måske det er det, der sker, når jeget i den anden citerede linje bliver bange, når han lytter. Jeget bliver givet ud til verden, det kan ikke længere opretholde den tryghed, der paradoksalt nok kan ligge i et sprængt jeg – for er det dybest set ikke en tryghed, der er på spil, når jeget bliver til en maske, hvorfra der hverken er et ydre eller indre, men blot bevægelser, registreringer af det rent ydre. Der sker ikke nogen udveksling, der er ikke noget på spil; det er der imidlertid altid hos Woetmann.

Hos Woetmann er det at lytte forbundet med en fare, noget truende, der træder jeget nær: for eksempel skyernes stilhed; er det denne, der går igen i “den tøvende kyst” og “havets langsommelighed” (s. 86) og samler sig i den “forsigtige sammenhæng” (s. 87)? Woetmann giver på den baggrund plads til de fine sansninger, hvor mødet med det andet er en reel mulighed, der ganske vist hele tiden forskyder sig, så det ikke realiseres, men det låner en slags skygge til de dagligdags hændelser – vasketøjet. På den måde kan der måske faktisk trækkes linjer bagud til de engelske metaphysical poets. Begge steder beskæftiger man sig med en metafysik, der formuleres i relation til dagligdags tildragelser og i et moderne sprog (jf. for eksempel Woetmanns brug af “nice” og “lol”).

Et godt eksempel på den metafysiske digtnings udformning i 105 Variationer er en linje som denne: “Vi er det sarte der taler fjernt med det stille” (s. 79). At “tale fjernt med det stille” peger på én gang på afstanden til det absolut andet og på det stille – som så kan udfyldes med for eksempel det guddommelige. Jeg opfatter det ikke som et temperamentspørgsmål, men derimod som en del af Woetmanns poetiske univers. I forlængelse heraf kan man inddrage en linje som “jeg trak på det sprog som dansede i de inderste landskaber” (s. 78) bliver betegnende for poesien i i hvert fald denne udgivelse; her er ikke bare tale om de indre landskaber, men en forskydning over mod de inderste, bag hvilke der ikke er andet: poesiens metafysiske afsæt.

Men det er også i dette afsæt jeget er givet ud til verden i en risikovillig dialog, der foregår på alt andet end akademiske præmisser, men derimod på betingelse af det personlige (for nu at vende tilbage til skrøbeligheden), hvorved der peges på en stor grad af sammenhængskraft i det woetmannske univers.

Peter-Clement Woetmann benytter sig også af forskellige topoi på en poetisk gennemtænkt måde, der kan lade forskellige niveauer i teksten spille sammen om en gensidighed i undersøgelsens momentum. Som eksempel teksten på side 16:

Ved de yderste kyster fandt vi en lille grøn sten. Sandet sled i mine
tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Jeg
kunne mærke  den skrøbelige sandhed. Solstorm. Ikke søge ly. Der
var intet som skulle glemmes.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og ned gennem huden til
knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket
falder sammen med marven. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og
ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Jeget er udsat på mere end en måde her; for det første slider sandet i dets tanker, og for det andet er jeget sammen med en eller flere andre placeret på de yderste kyster, hvilket billedligt læner sig op ad døden. Det passer imidlertid også fint, at det er i denne udsathed jeget vel at mærke mærker “den skrøbelige sandhed”. Sandheden tænkes ikke, den er ikke et produkt af en rationel beskæftigelse indsat i en logisk stringens. Jeget sanser sandheden, hvilket i sig selv er en udsathed: “Soldstorm. Ikke søge ly”. Jeget står sandheden igennem og træder ind i en tilstand, hvor “intet skulle glemmes”. Det minder unægteligt en del om den romantiske sansning af sandheden i naturen, hvor der åbnes ud mod en helhedsoplevelse; poesien synes at flyde ud af en mystisk oplevelse.

På den anden side er der næste afsnit, hvor læseren brutalt rives ud af en tankernes rundhed og placeres midt i lige netop en rationel og stringent indgang til virkeligheden: “Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden”. Tingenes orden? Er det en reference til Foucaults Les mots et les choses, ordene og tingene, som han overvejede skulle hedde L’ordre des choses, tingenes orden, som også blev den engelske titel, The Order of Things? I så fald: Hvordan skaber man orden i tingene med ordene? Gennem en kortlægning, det vil sige gennem en systematisk og grundig undersøgelse. Det kan næsten ikke stå i mere grel modsætning til det foregående afsnit. Den minutiøse kortlægning fortsætter genne huden ind til knoglerne og videre ind til marven.

Men på den anden siden skabes der også sammenhænge mellem sansningens anarki og systematiseringens logik – og der hvor de to perspektiver mødes er i det konkrete digt. Desuden forråder et enjambement kortlægningens stringens, idet den dissekerende linje lyder: “og ind gennem knoglerne til mørket / falder sammen med marven”.  Bemærk første linje i parret! Bevægelsen går “ind gennem knoglerne til mørket”, hvorved der ikke bare skabes en fysisk forbindelse mellem to perspektiver ved at placere dem i samme digt, men en poetisk forbindelse mellem mørket bag knoglerne og udsatheden i første afsnits placering af jeget i dødens nærhed. Der bliver således ikke i det konkrete tilfælde hos Woetmann tale om et enten-eller, men det er faktisk sjældent sådan, at det ene perspektiv eller stilistiske niveau udelukke det andet.

Peter-Clement Woetmann er en stærk og egenrådig stemme i yngre dansk litteratur, der har modet til at gå egne vegne i stedet for at gribes af øjeblikkets moment. I stedet skrives der fra et rummeligt jeg, der nysgerrigt krydser grænserne for litteraturhistoriens skyttegravskrig.

Reklamer

2 tanker omkring “Den skrøbelig henvendelses kombinatorik

  1. Fin og oplysende læsning, som får godt fat i skrøbeligheden og det, som benævnes som deres ’affirmative, fænomenologiske metafysik.’ Jeg kan godt følge den basale, måske økokritiske, metafysik, selvom metafysik måske er et stærkt ord for digtenes udsigelse og sammenhængskraft? Eller måske er det lige præcist passende?
    Det er en væsentlig dimension (som teksten også gør opmærksom på), at digtene er med-produceret af forbipasserende ’brugere’ (læsere, medforfattere?), som har betjent installationen (Tilfældigvis er skærmen blevet blæk, http://blaek.netlitteratur.dk/ & engelsk udgave på http://www.inkafterprint.dk/) på Roskilde Festival, Roskilde og andre biblioteker over hele landet og i Milwaukee og Bergen, hvor den hidtil har stået opstillet. (Og lad mig for forbrugeroplysningens skyld nævne, at jeg har været med til at lave installationen sammen med kolleger på CAVI, Aarhus Universitet og Roskilde Bibliotek til et projekt, som handlede om at præsentere litteratur, der ikke udkom i vanligt bogformat, men fx var performance-orienteret og digital (Litteraturen finder sted). Jeg har således eksperimenteret en del med installationen og betragtet den i brug mange steder.) Peter-Clement Woetmann er naturligvis forfatter til teksterne – også når de bliver præsenteret linjevis, sammensat og udvalgt af en bruger, hvilket de brugere vi talte med også reflekterede over. De brugere, som beskæftigede sig indgående med installationen, var samtidig klar over, at teksterne talte til dem – de var ikke bare tilfældige sætninger, men ville dem noget, som de forsøgte at læse-skrive sig ind i gennem deres interaktion med installationen.
    Installationen var som nævnt lavet til en sammenhæng, der dels reflekterede litteraturens forandringer i en tid med digitalisering, dels påpegede bibliotekets rolle eller udfordring i den proces. Derfor præsenterer installationen sig med nogle bøger, som ikke kan åbnes og læses, men som må læses gennem interaktion på en skærm. Installationen er således selv en mediekritisk og mediereflekterende udforskning, som fx påpeger at digitalisering ikke kun handler om e-bøger, men om vores rolle og udfordringer som læsere, skribenter, fx hvordan vi får et til tider uigennemskueligt medansvar for de tekster vi læser på nettet, Google, sociale medier, etc. Læsningen handler således ikke kun om den alfabetiske tekst men også installationen bliver til en tekst, som brugeren afkoder gennem interaktion. En interaktion som var iscenesat som kropslig (gennem sensorer placeret i bøgerne, som dermed virker som wii-kontroller) og affektiv gennem relationen til bogen, skærmen, relationen til digtet som både ens eget og Peter-Clement Woetmanns.
    Denne affektive dimension, som her bliver benævnt som affirmativ, fænomenologisk og metafysisk er altså også et spørgsmål om relationer mellem et meddigtende og –læsende bruger-jeg og et digter-jeg. Det er måske ikke så meget anderledes end den identifikationer, der med passende lag af tekstualitet og evt. ironi altid er på spil, men her bliver det alligevel udspændt i en interaktion, som gør det til en kamp med maskinen: noget man skal prøve at opnå som meddigter. Woetmanns tekster formår at spille op til det som et system men måske også en metafysik. Ofte formår sætningerne at lede over til hinanden, selvom de jo i sagens natur ikke ved, hvilken sætning, som kommer før og efter. Eller ’jeg’, ’vi’ og ’du’ korresponderer, men netop gennem tekst, algoritmer og interaktion, ikke kun gennem ren identifikation. Måske er det snarere en udfoldning af ’ordene og tingene’ end ’tingenes orden’, hvis vi skal have Foucault på banen? Altså hvordan sproget er et system, som kan skabe orden og struktur, kultur og samfund, ja mennesket, specielt når vi selv er meddigtende?
    Nu er det digtsamlingen, som Christian Stokbro skriver om – den trykte bog – og den bliver jo i sagens natur læst anderledes end installationen, selvom installationen jo er indfoldet i den som en produktionsmaskine. Spørgsmålet er for mig og for eksperimentet, hvor meget det ændrer teksten og i bredere forstand litteraturen? I hvert fald bliver det forhold, at teksterne nu er udkommet som digtsamling på et rigtigt forlag (og tilmed som e-bog, oh ironi!), endnu et lag i teksternes og installationens mediekritiske (og økokritiske?) refleksion. I den forstand er det interessant, at bogen resulterer i læsninger og anmeldelser i Information, Weekendavisen mm. hvilket installationen ikke gjorde, trods det forhold at den sikkert har haft flere læsere. Er det først med den trykte bog, at digtene er blevet litteratur i et omfang, hvor ’den litterære institution’ kan få øje på dem?
    Alt det her er naturligvis ikke en kritik af en fin læsning, men blot en engageret medreflekteren fra et mere maskinelt perspektiv.

    Like

    • Din forbrugeroplysning er velkommen.
      Jeg forestiller mig egentlig ikke, at jeg ville have læst 105 variationer markant anderledes, end jeg gør i det ovenstående, hvis jeg havde oplevet installationen. Du kalder det selv en installation – og dermed tænkes selvfølgelig alt det udenomsværklige med, som netop i installationen så udgør elementer af værket. Men hvorfor anmeldes det så ikke – værket – før det udkommer på papir? For mit eget vedkommende er det det helt banale, at jeg ikke var klar over installationens eksistens, og dernæst kommer så det næsten lige så banale, at min avisredaktion nok næppe ville have brugt spalteplads på en sådan installation.
      Men jeg takker for dit indspark her, for jeg synes det er en relevant kommentar, som giver en langt mere nuanceret baggrund for værket – og der drages nogle paralleller til min egen læsning.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s