Heidegger, de sorte hæfter og jødespørgsmålet

Heidegger og jøderne. De ‘Sorte hæfter’Heidegger-forside_1korr_0
Donatella Di Cesare
Forlaget Vandkunsten, 2015

Det har ikke været nogen hemmelighed, at Martin Heidegger, forfatteren bag det 20. århundredes filosofiske hovedværk, Væren og tid, der blev oversat til dansk i 2007, var medlem af DNSAP fra 1. maj 1933 til krigens afslutning; han meldte sig ind ti dage efter at være blevet valgt til rektor for Freiburg Universitet, og selvom han aldrig tog afstand fra eller besvarede spørgsmål om sit medlemskab, så har man som interesseret i hans filosofi oftest valgt at se en forskel mellem filosoffen Heidegger og politikeren Heidegger. Heidegger kom ganske vist med et dekret i november ’33, der umuliggjorde, at jøder kunne få større stillinger på universitetet, men samtidig fastholdt han sin dedikation i Væren og tid til sin lærer Edmund Husserl, og han havde et længerevarende forhold til sin elev Hannah Arendt – begge var jøder. Min egen holdning har derfor været den, at Heidegger nok i et eller andet omfang støttede op omkring Hitler som leder, hierarkiseringen af samfundet, men jeg havde til gengæld også svært ved at se Heidegger som egentlig antisemit, altså som en der bakkede helt og fuldt op omkring den nazistiske ideologi, og i hvert fald kunne jeg ikke se nogen sammenhæng mellem Heideggers nationalsocialisme og hans fundamentalontologi. Det kunne imidlertid en anden af Heideggers samtidige, den tyske filosof og prominent medlem af frankfurterskolen Theodor W. Adorno, der betegnede Heideggers filosofi som fascistisk ind i sin inderste kerne.

Der har været mange formidlere af filosofi, der gennem tiden har taget afstand fra Heidegger som person og mere interessant som filosof – og mange af disse har ikke haft deres argumentation i orden, hvis man skal tro den italienske filosof Donatella Di Cesare, der har skrevet bogen Heidegger og jøderne, efter at have haft adgang til die Schwartzen Hefte. De sorte hæfter har været omgærdet med ubehag og bange anelser; Heidegger betroede sig til en ven engang, hvor han sagde, at endnu ikke havde lukket kattene ud af sækken. I 1970, seks år før Heidegger døde, gav han forlæggeren af sine samlede værker 34 sorte hæfter, der dækker perioden 1930-70. Der var ikke tale om filosofiske dagbogsnotater og fragmenter, men om 1300 sider af sammenhængende tankerækker. Heidegger ønskede disse Schwartzen Hefte udgivet som de afsluttende bind i de samlede værker – som kronen på værket og som sådan peger det på den betydning Heidegger selv tillagde disse tanker. Dette ønske er ikke blevet fuldstændig respekteret, idet hæfterne er planlagt til at udkomme som bind 94 til 102. I 2014 udkom bind 94-96 og i marts 2015 bind 97. Det afstedkom en jordrystelse, hvis ikke i den filosofiske verden generelt så i hvert fald inden for Heidegger-forskningen. Thomas Assheuer skriver i Die Zeit følgende i sin indledning til en lang artikel:

Die Hefte sind ein philosophischer Wahnsinn und in einigen Abschnitten ein Gedankenverbrechen. Es gibt nun keine Beruhigung mehr. Die treuherzige Geschichte, Heidegger habe sich nur kurz, nur für einen Wimpernschlag der Weltgeschichte, vom Faschismus verführen lassen, ist falsch […]. “Aus der vollen Einsicht in die frühere Täuschung über das Wesen des Nationalsozialismus ergibt sich erst die Notwendigkeit seiner Bejahung, und zwar aus denkerischen Gründen.

Det er lige præcis her, kæden hopper af for mange; den lille afsluttende sætning, der hæfter sig til bejaelsen: “nemlig på en tankemæssig grund”. Dermed er den nationalsocialistiske ideologi, den politiske raptus hos Heidegger, endegyldigt knyttet sammen med hans filosofiske virke, hans tænkning af det tænkeværdige. Cesare citerer fra en tekst dateret 22. juni 1941:

Spørgsmålet om verdensjødedommens rolle er ikke noget racemæssigt spørgsmål, det er derimod det metafysiske spørgsmål om den slags menneskelighed, som, idet den slet og ret er løsrevet, kan gøre det værendes manglende rodfæstethed i væren til en verdenshistorisk “opgave”.

Spørgsmålet bliver altså for Heidegger, og i en vis forstand for os andre, at finde ud af, hvilken sammenhæng, der er

mellem die Seinsfrage, det filosofiske spørgsmål par excellence, og die Judenfrage, jødespørgsmålet?
Det er det nye i de Sorte hæfter. Antisemitismen har filosofisk relevans og falder derfor  ind under værenshistorien. Den er ikke en biografisk detalje, der kan tilsidesættes, henlægges og ignoreres, for værensglemslen står på spil.

Men at der er en sammenhæng, synes de Schwartzen Hefte ikke lade nogen tvivl tilbage om. Cesares bog undersøger sammenhængens natur og dens grad – og dermed bliver Heidegger og jøderne velsagtens en af de mest, hvis ikke den mest nødvendige filosofihistoriske undersøgelser, der relaterer sig til det 20. århundrede. Det eneste væsentlige spørgsmål, der kan stilles og måske bør forløbe parallelt til læsningen af bogen, er, hvorvidt værensspørgsmålet kan tænkes udenom eller uafhængigt af jødespørgsmålet; ikke for at rehabilitere Heidegger, det synes de Schwartzen Hefte at have umuliggjort engang for alle, men for at forholde sig åbent over for, hvorvidt fundamentalontologien virkelig i sin inderste kerne er fascistisk eller kan tænkes uden den metafysiske antisemitisme eller om fundamentalontologien har sit direkte udspring i den antisemitiske tænkning og således egentligt kan rubriceres som en antisemitisk filosofi?

Cesare begynder sin bog med en diskussion af forskellige tilgange til og synspunkter på Heideggers medlemskab af DNSAP, og hun har en pointe, når hun i første kapitel affejer blandt andet Arendt, der forfægter Heidegger, med en henvisning til Platon “og dennes rejser til Syrakus. Også Heidegger har engang givet efter for fristelsen “til at ‘intervenere’ i de menneskelige anliggenders verden””. Hans-Georg Gadamer henviser til Arendt men navnet på sin artikel fra 1988, Tilbage fra Syrakus, hvori han også foreslår, at man slår en streg hen over Heideggers politiske engagement. Men Cesare holder fast i, og det kan hun selvfølgelig også gøre på med en vis ballast efter udgivelsen af Schwartzen Hefte, at det er en stor fejl, at se bort fra filosoffers politiske engagement, da man på den måde i en vis forstand isolerer dem i en verdensfjern position, hvor de ikke ved, hvad de gør. Men Cesares pointe holder vand, for filosoffer er ikke børn med klodser, der ikke kan tage ansvar for deres holdninger, og Heidegger ville have sine Schwartzen Hefte udgivet, og de skulle være kronen på værket, hvis det stod til ham selv. Hans tanker heri anså han selv for vigtige, og han tog sandsynligvis ikke egentligt afstand fra sin tid i DNSAP og rektortiden, fordi han faktisk ikke havde noget at tage afstand fra – i hvert fald ud fra sit eget perspektiv.

I kapitel to redegør Cesare for, hvordan antisemitismen har været en fast del af tysk idealisme; fra Kant til Nietzsche. Luther inddrages gennem den internationale krigsforbryderdomstol i Nürnberg, og Cesare viser, hvordan Luthers had til jøderne bliver mere og mere fremtrædende og kulminerer i en pamflet, Om jøderne og deres løgne fra 1543, hvori beskyldningerne flyver, og jøderne får den markante position, de også havde i nazisterne racetænkning: jøderne er ødelæggerne af nationer og kulturer, og hvor kristendommen står for sandhed, står jøderne for løgnen. Dette spøgelse går igen i traditionen fra Kant til Nietzsche; Kant taler om bedrageri i stedet for løgn, fordi han rykker sit antisemitiske perspektiv fra teologien til det socio-økonomiske område. Dette er en problematik, der går igen hos Hegel, der blandt andet kritiserer jøderne for ikke at kunne indgå i det almene, de er for knyttet til det konkrete, kroppen, men det, at alt hvad man ejer er lånt af Gud, gør dem også suspekte i Hegels øjne, for hvis ikke man kan eje noget, hvis ikke man forfægter ens ejendomsret, så kan man heller ikke være borger i et retssamfund. De er den rest, Hegels system ikke kan inkorporere, og dermed må de enten forkastes for systemets skyld eller systemet skal laves om; Hegel anser ikke det sidste for en mulighed og kritiserer dermed jøderne ud fra sit system.

Kritikken af den tyske tænknings forholden sig til jøderne, synes at være på sin plads. Dog halter argumentationen lidt i forhold til Nietzsche; der er jo rigeligt med eksempler på udfald mod jøderne i Nietzsches filosofi, men ikke i et forsøg på at sætte et modsætningsforhold op mellem kristendom og jødedom. Cesare præciserer, at ikke alle forskere deler hendes syn på Nietzsche og jøderne, men det hun fremfører holder i mine øjne ikke helt vand. For eksempel præciserer hun ikke begrebet viljen til magt, hvorved den almindelige læser i hvert fald vil forbinde dette begreb med noget, der drejer sig om rå magtudøvelse. Om Cesare mener, det forholder sig sådan, tror jeg faktisk, i hvert fald lad hun en dør stå åben for denne fortolkning, idet hun læner sig op ad en sådan læsning i fremstillingen af Nietzsches brug af jøderne i sin filosofi. Ligeledes læser hun Nietzsche sådan, at jøderne hos Nietzsche er det faktiske folk, hvorved Nietzsches kommer til at betegne en iscenesættelse af den jødiske race som sådan; hun slår også Nietzsche i hartkorn med “de mest radikale antisemitter, som Wilhelm Marr”. På sidste side i afsnittet om Nietzsche skriver hun, at

Overgangen [mellem Nietzsches filosofi og nationalsocialismen] er alt andet end umiddelbar, og på dette område kan der ikke gælde noget årsags-virkningsforhold.

Til trods for denne formildende omstændighed, hun nævner også Nietzsches anti-antisemitisme i begyndelsen af afsnittet, kan hun afslutte afsnittet med lige præcis at formulere en kausalrelation mellem Nietzsche og nationalsocialismen:

Det, som Nietzsche ender med at give Hitlers projekt, er som bekendt en brutal og direkte jargon, renset for ironi og spidsfindighed. Dog bevares den radikalt eksperimentelle impuls og det vilde instinkt, som kan få selv de mest indgroede tabuer til at forsvinde; i dette apokalyptiske scenarie bliver udryddelsen tænkelig.

Cesare skaber dermed en intellektuel kausalitet mellem Nietzsche og Hitlers projekt; Nietzsche leverer det filosofiske skyts, der muliggør die Endlösung. Hvor Walter Kaufmann endeligt fik løsrevet Nietzsche fra den position hans søster, protonazisten Elisabeth Förster-Nietzsche, havde været med til at placere ham i gennem pseudoværket Wille zur Macht, netop som antisemit, der kommer Cesare til at gå søsterens ærinde med sin udlægning, som jeg finder dybt problematisk og vil behandle mere udførligt ved en senere lejlighed i en anden sammenhæng.

I gennemgangen af Hitlers Min kamp kommer Cesare igen med en begrundet kritik af eftertidens mangel på forholden sig til tankerne bag jødedrabet. Man kan ikke affeje nationalsocialismens racisme med ondskab, der, som Cesare rigtigt påpeger, placerer nazismen uden for historien; her drager Cesare nazismen tilbage ind i historien. Hvis nazismen og spørgsmålet Hitler reduceres til ondskab, så bliver der for det første tale om et isoleret historisk tilfælde, men for det andet gives der en ahistorisk, metafysisk tolkning af problemet, hvor der i virkeligheden ligger en klar rationel forholden, ja, tænkning bag. Cesare peger på, at Hitler er fortaler for en biologisk racisme, hvor det er vigtigt, at racerne holdes rene gennem lukkethed. Den jødiske race har et særkende i at kunne overleve selv de værste strabadser, den har en uovertruffen selvopholdelsesdrift. Det er derimod ikke arierens særkende; “Hans storhed består i den idealisme, der får ham til at stille alle sine evner i fællesskabets tjeneste – og i sidste ende kan han ofre ‘sit liv'”. I denne åndelige og tragiske overlegenhed er det den ariske races opgave at stoppe jødernes kamp for overherredømme.

Hitler hægter sig således på en moderne antisemitisme, der løber gennem tysk idealisme og åndsliv fra Luther over Kant og Hegel til Wagner og ifølge Cesare Nietzsche. Heidegger nærer ikke en racemæssig bekymring omkring jøderne, men sætter problematikken ind i en kulturel kamp – samtidig med, at han spiller med på de stereotypiske billeder om jødens natur. Helt tilbage i 1916 skriver Heidegger til Elfride Petri (hans kommende hustru):

Jødificeringen af vor kultur og vore universiteter er godt nok frygtindgydende, og jeg mener, at den tyske race burde finde tilstrækkelig indre styrke til at komme op.

Der er ikke milevid forskel på Heideggers tanker i denne tidlige del af hans filosofiske virke og Hitlers tanker i Min kamp. Ja, der er en åndelig bekymring, som synes at løbe med Heidegger gennem hele hans liv, men der er også, åndelig eller ej, en bevidsthed om racen. Idet der skelnes mellem den tyske race og indre styrke, differentieres der også mellem et ydre (race, biologi) og et indre (åndelig styrke) anliggende. Denne bold griber Cesare imidlertid ikke, og jeg vil derfor heller ikke bruge tid på det her.

En del af Cesares kritiske læsning er bundet op på begrebslige paralleliteter, men heri ligger også en stor kohærens. Et af disse begrebskomplekser er forbindelsen Heidegger oplever mellem Machenschaft, rænkespillet, og den etymologiske baggrund i das Gemachte, det udførte, hvorved Heidegger blandt andet forbinder jøderne med det værende, der på sin side gennem det skabtes forbindelse til Gud (det værende er altid ens creatum) lægges ud i metafysikken eller værensglemslen; i den forbindelse bliver jøden til figur for værensglemslen og dermed ‘fjende’ af værenstænkningen.

Således aftegner der sig en politisk modstilling mellem rænkespillets magt, die Macht der Machenschaft, og Værens suverænitet, die Herrschaft des Seyns

Der tegner sig ligeledes en linje mellem jøden og ørkenspredningen, et billede der kan være hentet fra Nietzsche. Ørkenens bagende sol står i modsætning til de germanske skove ved midnatstid. Modsætningen kan dårligt sættes mere skarpt op. Der sker imidlertid noget med retorikken efter Rigets fald: “Efter 8. maj 1945 taler Heidegger ikke længere om Juden, “jøder”, men om Fremde, “fremmede””. Cesare citerer fra die Schwartzen Hefte:

Fremmed væsen omringer stadig og skæmmer stadig vort i forvejen franarrede væsen. Hvorfra stammer tyskernes disponibilitet over for fremmed væsen, hvorfra den politiske uformåenhed?

Den romantiske forestilling om Blut und Boden trives fortsat, jødernes ørkensol oplyser nu bare den ikke-tyske belejring. I perioden er forræderi og hævn nogle af nøgleordene, skriver Cesare.

Der er for mig ingen tvivl om, at Heidegger har næret et dybt ressentiment over for jøderne og det jødiske, og han har meget konsekvent, viser Cesare, benyttet værenstænkningen som stillads for denne racisme – og i Heideggers tænkning er der tale om en racisme. Spørgsmålet er om Cesare lykkes med sit projekt? Delvist, vil jeg mene. Der er ingen tvivl om, at Heidegger var antisemit, at han støttede op om det nationalsocialistiske projekt, og at han benyttede sig af sin tænkning til at afstive sine idiosynkrasier. Det fremgår imidlertid ikke helt så tydeligt, at selve Heideggers tænkning skulle være antisemitisk anlagt.

Cesares behandling af Heidegger og jødespørgsmålet er i det store og hele velafbalanceret. Hun arbejder systematisk med sine kilder, og hun falder ikke i den fælde, mange af Heideggers kritikere er faldet i, nemlig den, at fordi Heidegger er antisemit så må hele hans tænkning være inficeret og behandles herefter – eller som jeg husker en svensk filosofihistoriker gjorde: Han gav en stedmoderlig behandling af Heidegger (altså med en i mine øjne manglende faglig integritet) og i øvrigt mente, at man i øvrigt slet ikke burde beskæftige sig med denne tænker. Cesare læser Heidegger med filosofihistorisk interesse og nysgerrighed – og det præger hendes bog.

Som menneske, politiker og filosof står Heidegger, i mine øjne, ikke til at kunne rehabiliteres, men på baggrund af ovenstående ser jeg ikke umiddelbart nogen grund til at forkaste selve tænkningen omkring værensspørgsmålet eller skiftet i perspektiv fra en beskæftigelse med substantivet til det transitive verbum, fra det værende til væren. Det er ikke antisemitismen, der har informeret værenstænkningen, men den anden vej rundt. Den del oplever jeg ikke bliver rokket ved af Donatella Di Cesares arbejde – ikke fordi det er mig magtpåliggende at opretholde en uskyldighed i forhold til Heideggers tænkning, men fordi jeg ikke bliver overbevist om, at den metafysiske antisemitisme er inkorporeret i selve værenstænkningen, men værenstænkningen bliver, som allerede nævnt, brugt til at understøtte antisemitismen og det nationalsocialistiske projekt. Det siger imidlertid mere om Heidegger end om værenstænkningen.

Cesares bog er i allerhøjeste grad læseværdig og jeg tænker også, at en del af de diskussioner, der har foregået i det akademiske miljø, der har beskæftiget sig med Heidegger, nu må forstumme. Det er også klart, tænker jeg, at man efter udgivelsen af die Schwartzen Hefte i et ellerandet omfang, i hvert fald til en begyndelse, må læse Heidegger med en ekstra årvågenhed – ikke på grund af berøringsangst, men på grund af en nysgerrighed efter tænkningen, der motiverer ressentimentet, der lå til grund for den historiske Endlösung.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s