Demokratisk selvorganisering

Brudstykker af en anarkistisk antropologi
David Graeber
OVO Press 2016

Når nogen nævner begrebet anarki, skabes der hurtigt en række negative associationer i vores bevidsthed. Måske tænker vi på de græske anarkister, der har benyttet sig af en særdeles aggressiv og voldelig form. Eller også drejer tankerne måske over på den borgerlige fortælling om mennesket i en forrået naturtilstand, som jo også ligger til grund for kapitalismen, hvori vi har brug for en stat med voldsmonopol til at garantere den enkelte sine frihedsrettigheder. Vi er gennem en sådan succesfuld indoktrinering opvokset med et fælles ideologiske udgangspunkt, som ovenikøbet passer som fod i hose til danskerens biedermeierske sind. De andre er farlige; vi skal have grænser (gerne fysiske); vi er os selv nok; staten ved bedst. Den danske autoritetstro er måske nok det allerbedste udgangspunkt for en dybt konservativ eller i hvert fald konserverende tilgang til samfund og kultur, som, forstås, er bedst, når den kredser om status quo.

Det er jo faktisk grotesk, når man tænker over det, at vi befinder os i den situation, at formynderiet tager stadig mere til under en liberal regering. Og alternativerne? Dem er der bekymrende få af. Men David Graeber præsenterer nogle fragmenter til en såkaldt anarkistisk antropologi – altså en anarkistisk lære om mennesket. Og det er interessant læsning.

”Hvilken slags samfundsteori ville faktisk være af interesse for dem, som forsøger at frembringe en verden, i hvilken folk er frie til at styre deres egne anliggender”? Det spørgsmål er det, Graeber ønsker at besvare med sin pamflet. Det revolutionære udgangspunkt for denne spørgen er, at en anden verden er mulig. Altså en verden, hvor folk organiserer sig lokalt og uden truslen om vold fra foroven. Men kan et sådant samfund findes?

Graeber laver to præciseringer. For det første må vi vide, hvad vi mener med et samfund? Er det en nationalstat med regering? I så fald findes det anarkistiske alternativ ikke. For det andet er et samfund mere end bare et statsanliggende – vi vil ganske vist helst ikke tro det her i Danmark, hvor ubehaget ved omsorgen for den anden er blevet institutionaliseret. Det er vel i den henseende ikke helt ved siden af at sige, at anarkismen trives i medborgerskabet, der er en psykologisk og subjektiv kategori, der indretter sig som en samfundsmæssig ansvarsfølelse. Uden en sådan kan der ikke være et anarkistisk samfund.

Der er for eksempel afrikanske og sydamerikanske samfund, og Graeber nævner også et ruralt samfund på Madagaskar, der aktivt modarbejder magtkoncentration. Der kan sagtens være forskelle internt i de samfund, der eksemplificeres med, men det hæfter noget mistænkeligt af enten menneskelig eller samfundsmæssig karakter til magtfulde mennesker. Det typiske og uoplyste modargument vil ofte være, at det jo er primitive samfund. Men hvad er egentlig et primitivt samfund? I hvert fald siden den franske antropolog og strukturalist Claude Lévi-Strauss har det stået klart, at det primitive samfund ikke findes – der findes andre måde at organisere og skabe fortællinger på. Men i vores eurocentriske udsyn kan vi næsten ikke bære, at nogen kan handle på måder, som får os til at udstille os selv som politisk og menneskeligt tilbagestående.

Graeber giver et anarkistisk alternativ til vores strukturelt set voldelige system, som bygger på praksiserfaringer. Det er nemlig det anarkisterne kan – trække erfaringer ud af praksis, hvor marxisterne excellerer i teorien; hver ting til sin tid tænker jeg. Og så skærer han ind til benet i et suverænt tankeeksperiment, som i virkeligheden er meget enkelt. Vesten gør sig til af sin modernitet, som er et ekstremt flertydigt begreb, men den vesterlandske modernitet slog (alt efter perspektiv) igennem et sted mellem det 16. og 18. århundrede.

”Hvad nu, hvis vi accepterede, at de folk, som Columbus eller Vasco da Gama ”opdagede” på deres ekspeditioner, bare var os selv? Eller helt sikkert lige så meget ”os”, som Columbus og Vasco da Gama nogensinde var det”?

Spørgsmålet er altså, om vi i virkeligheden var og er så særegne? Handler det ikke i virkeligheden om et opblæst ego og en grundlæggende arrogance, som Donald Trump er sindbilledet på i dag. Vi afskyr, når vores vulgaritet udstilles i ét menneske, der bliver en slags kulturel prisme. Men det er på den anden side også vores mulighed; som Slavoj Zizek sagde i et interview før præsidentvalget, så kan Trump meget vel vise sig at være det, der skulle til, netop på baggrund af det ovenstående, for at vi gør op med århundreders historie om undertrykkelse og villighed til (folke)drab i økonomiens hellige navn.

I modsætning hertil står en historie, som medierne forsimplende har beskrevet som antiglobaliseringsbevægelsen. Vi skal til Chiapas, Buenos Aires, byer over hele Argentina; vi skal til zapatisterne i Mexico og PGA (People’s Global Action) og modstanden mod WTO og IMF. Det er idéen om at afvise magtovertagelse (den klassiske revolution) og i stedet forsøge at ”skabe en model for demokratisk selvorganisering” eller parallelitet set i forhold til magten, der på én gang befinder sig inden for og uden for den juridiske ordning. Den egentlige opgave bliver derfor, som Den Hemmelige Komité skrev, at finde hinanden og finde styrke i udelukkelsen.

Graeber bruger i den henseende et eksempel fra det nordvestlige Madagaskar, hvor Tsimihety-folket tidligere var et folk undersåtter, og som nu bor i et ufremkommeligt område af landet. Da franskmændene som koloniherrer lavede aftale med nogle af de ældre i en af landsbyerne om at bygge en vej, flyttede beboerne ind hos slægtninge andre steder i området, og franskmændene stod med alle deres maskiner og en tømt landsby. Her er ingen direkte konfrontation med magthaverne. I stedet benyttes en unddragelsesstrategi.

“Kampen mod arbejdet har altid været centralt for den anarkistiske organisering”, og her henviser Graeber til kampen for afskaffelsen af arbejdet som et dominansforhold. Ikke kampen for bedre løn eller bedre arbejdsforhold, men kampen mod den altid underliggende dominans i et lønarbejde (og mod den altid underliggende dominans køn, race og social status), som de fleste enten ser som nødvendig eller funderet i en fjern fortid (ofte formuleret, at sådan har det altid været).

Den første kamp for demokrati bliver derfor at finde hinanden, den anden at overkomme begæret efter status quo.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s