De udsatte

_9788793206137Transporterne
Jesper Brygger
Forlaget Kronstork, 2017

I august 2013 skrev Kamilla Löfström, at “Jesper Brygger […] kom for mig lidt ud af det blå”, og sådan var min oplevelse også, selvom den var forrykket til 2016, hvor den lille kafkask mørke roman Silfo udkom. Både Silfo og Transporterne er gennemarbejdede tekster, der på alle niveauer synes at være blevet gået igennem med en tættekam. Det gør det på én gang en sjælden fornøjelse og svært at læse teksterne, fordi man som læser kommer halsende efter teksterne – og sådan skal det jo være. Transporterne er måske også den mørkeste digtsamling i det ny årtusind, selv hvis man sammenligner med Theis Ørntofts Digte 2014, og den folder sin skrift ud i labyrintiske tekster, der ofte benytter sig af erindringens associative spring og sansningens egensindige logik.

For mig at se skriver Brygger i grænselandet mellem en eksistentiel melankoli, det vil sige med et blik for eksistensens fundamentale tildragelser, og en politisk motiveret indignation. Det første sker gennem fremskrivningen af en krop, der har brug for maskinernes transportsystemer for ikke at blive kvalt i sig selv, om man så må sige, og på den måde er kroppen på én gang dybt afhængig af netop apparatet men også prisgivet den anden (sygeplejeren / nattevagten). Det andet sker ved, at Brygger vender blikket fra mig-selv til den omverden, han færdes i. Begge ting bliver uddybet i det nedenstående.

Transporterne består af ni afsnit med de sigende titler: Special Child, Aften blandt fjendebillederne, Hed november, Manuel ventilering, Danserne tænker, Fra dataskyggerne, Sammenkædede hierarkier, Ud af værten, Den borgerlige offentlighed. Dertil kommer nogle indledende og afsluttende tekster.

Der er nogen, nogen taler babysprog til sin hund
nogen på den anden side og transporten sættes i gang
alle glemmer sit navn i bevægelsen, i transporten
ligger med åbne øjne, fremtvinger basale oplysninger
falder om på banegårde og vågner på flugt
fra uniformerede gendarmers teleskopknipler
vågner i nyopslåede lejre af kroppe, tørresnore hen over
duerne under hvælvingerne, de hvide duer, de grå
de bronzefarvede duer og de bratte uddrivelser
på opsamlingspladser og feedlots med blændende projektører
hundeglammen – det jeg ikke kan sige om
midt i alt det hvide med sænket hoved, på strømpefødder
sidens hvide snefald og hvad der skal komme
det er blot et løfte

De associative spring i teksten giver den en urolig og stærk energi, der understøttes af sprogets hakkende fremdrift, og afsnittet afsluttes i en suveræn og lakonisk affejende bevægelse: “og hvad der skal komme / det er blot et løfte”.

I en reformulering af skabelsesberetningen indledes digtet med, “Der er nogen”, som også kan læses affirmativt som en henvisning til Paul Celans genkommende “Niemand” – ikke bare ingen, men Ingen. Derefter bliver nogen til en, der pludrer til sin hund, og så nogen, der er på den anden side. Men som så mange gange før og efter i samlingen tilbyder Brygger et prisme, der samler strålerne: “alle glemmer sit navn i bevægelsen” for så at kaste dem videre: “falder om på banegårde og vågner på flugt / fra uniformerede gendarmers teleskopknipler / vågner i nyopslåede lejre af kroppe”. Bevægelsen fra metafysiske overvejelser i indledningen over hverdagshændelser til noget, der kun vanskeligt læses uden om flygtningeproblematikken i Europa. Der er imidlertid ikke en umiddelbar syntese at spore, hvilket formentlig også ville have trukket fra oplevelsen af digtet specifikt og samlingen generelt; til gengæld stilles det udsatte frem i et meget og skarpt lidt flatterende lys.

Tager man et afsnit som “Hed november” etableres der nogle interessante misforhold mellem et legende sprog og til tider meget hårde billeder. Sproget i digtene i nævnte afsnit benytter sig i høj grad af assonans og herunder nogle fine vokalmønstre, som tilsammen danner et rytmisk sprog, der anslår en takt, der næsten får en til at glemme at læse, men bare lytte. Brygger afmonterer og vrænger på sin egen måde af ovenstående læsning: “en fattigdomssanktioneret illusion om digtet som netop akustik”, der efterfølges af den hermetiske lukkede linje: “en svømmetur i Wannsee uvidende om 21. november 1811 og 20. januar 1942”. Den første dato kan referere til Heinrich von Kleists selvmord sammen med Henriette Vogel på bredden af  Wannsee, mens den anden dato efter al sandsynlighed henviser til Wannseekonferensen, hvor die Endlösung (og dermed holocaust) i al hemmelighed blev planlagt.

Vogel var uhelbredeligt syg og Kleist indvilligede i at først at skyde hende og siden sig selv. Det står i grel kontrast til det tilbagevendende og dermed også for samlingen strukturerende billede af menneskekroppen, der er spændt til maskiner for at overleve; sugekateter, slange, PEG-sonde osv. Alle disse maskiner, der transporterer væsker til og fra kroppen; sikrer at mennesket ikke drukner i dets egne sekreter. Men billedet kaster også en anden forståelse tilbage på den et eller andet sted tragiske linjer:

en ukendt smerte der udgør grænsen
mellem os

For mellem sygepasseren og den syge må der naturligt nok være en sådan grænse, men sat ind i Vogel / Kleis-tragedien er det måske også en fortælling om, hvorfor de to kunne planlægge og udføre et gensidigt selvmord i en let stemning. Det ukendte og grænsen, som måske er porten ind til den anden gang, vi skal spise den forbudne frugt, som Kleist skrev om, men det er verdens sidste stade, som det også hedder. Et sidste stade, hvor de uskyldige begår selvmord, og magten planlægger en endelig løsning på flygtningeproblematikken?

Brygger leverer en benhård kapitalismekritik, som man ganske vist har læst før andre steder, men det er sjældent (om nogensinde), man finder en moderne, dansk digter, der leverer en velplaceret ideologikritik af vores moderne samfund – en digter, der faktisk tænker ud over det mig-selv, som det meste anden moderne digtning er så indkrøllet i:

kapitalismens kalkule for glemsel bygger på behovsregulering

den danske litteraturs totale krænkelse af arbejderklassen

middelklassernes forgrenede diktioner
forsinkede detonationer af ydmygelser

I det omfang vi kan behovsreguleres, kan vi også glemme, hvad der foregår omkring os, og den glemsel er præcis, hvad dansk digtning lider under, og hvor Brygger er en eksistentiel nødvendig digter i modsætning til det meste af sin samtid. Som Brygger selv konkluderer, så er der i dansk litteratur en fuldstændig “krænkelse af arbejderklassen”.

Det er ideologikritik, samfundskritik, musisk overlegenhed – og en humor, der rækker ud over det pyldrede tø-hø og åbner for eksistensen. Linjer som ”kalecherne poser sig sammen / som forhud” er vidunderligt grimme og grinagtige. Eller som her:

luk døren!
lød det inde fra gaskammeret
det trækker

vi ses i sæben
vi ses i syningen
vi ses på prisen
så billigt!

Igen vender vi tilbage til Wannsee og die Endlösung, i en syrlig humor, der i øvrigt placerer os sammen med jøderne – i det kollektive vi. Ikke at vi er en del af de Endlösung, men “vi ses på prisen / så billigt”.

Brygger skriver på afstand af sproget – fra Sverige. Al stor skrift er i eksil, tænker jeg, og Brygger er en af vores store moderne stemmer, der faktisk er værd at læse.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s