Der er ikke noget vigtigt at sige

Skærmbillede+2018-01-16+kl.+11.30.34Korshøjen
Lars Bukdahl

Norske stjerner
Rasmus Halling Nielsen

Ragusa
Cecilie Lind

Bergamo
Mads Mygind
Forlaget Kronstork, 2018.

Anmeldelsen har været trykt tidligere i Nordjyske Stiftstidende.

I 1999 udkom norske Ola Juléns (1970-2013) digtsamling “Orissa”, som var et patosladet værk, der sigtede mod et fuldstændig fremstilling af desperation og mørke gennem et værk, hvor halvdelen af siderne er blanke og den anden halvdel består af en linje. Hverken mere eller mindre.

Forlaget Kronstork har ønsket at præsentere genskrivninger, afmonteringer eller nye værker, der kredser om Juléns værk “Orissa”, og har i den forbindelse søsat konceptet “Orissabiblioteket”, hvoraf de første bøger er udkommet med fire selvstændige bøger (alle med blanke venstresider) af Lars Bukdahl, Rasmus Halling Nielsen, Cecilie Lind og Mads Mygind.

Lars Bukdahl reflekterer hen over 190 sider over sin far, der døde, mens Bukdahl endnu var ung. Bukdahls far var den lovpriste teolog Jørgen Peder Kristian Ødvin Bukdahl. Det kunne der være kommet noget spændende ud af, men i stedet digter Bukdahl lyrisk småtbegavet.

Digtene forholder sig selvfølgelig til faren, men på et andet niveau drejer det sig dybest set for Bukdahl jr. om at styrke sin offentlige profil som et varemærke, men her og der iblandet et par doser patos, der aldrig har været Bukdahls stærke side (fordi ironien (som han til gengæld behersker (af nød forstår man ud fra digtene)) afmonterer ethvert tilløb til en dybere relation med eksistensen uden for sproget), hvorfor den også bliver tåkrummende.

Rasmus Halling Nielsens tilgang til det julénske afsæt er et eksemplarisk indadvendt projekt. Her forskyder sproget sig ind og ud af andre sprog uden anden retning end processen selv; det forbliver et mumlende og uinteressant værk, men i sin egen form en desperat hilsen til Julén. Nielsens forskydninger lader en tilbage med en klar fornemmelse af, at i det litterære centrum er det alt nok at være etableret som et egennavn – talent og nødvendighed er nogenlunde ligegyldige.

Cecilie Lind skriver mest interessant blandt de fire. Uden ciseleringer beskrives en graviditet; samlingen indledes således med en mytisk farvet sætning: “kom og vær med barn”. Hun er den blandt digterne, der er mest tro mod udgangspunktet i Julén med sine ordknappe linjer. Lind skriver en mørk og næsten desperat samling digte frem. Svagheden ved digtene er uden tvivl, at digtene selv i samlet erindring, nøjes med at være et følelsesmæssigt udbrud, der mangler en intellektuel afbalancering, der trækker digtene ud over en individuel positionering.

Desværre kommer digtene i sidste ende til at gå i tomgang, for som Lind selv skriver:

jeg har ikke noget vigtigt at sige.

Sidste del af kvartetten står Mads Mygind for, og han gør en ære i, som det er set tidligere i dansk litteratur, blot udpegende at fylde side efter side uden rigtig at have andet end tiltroen til sin skrifts eksotiske potentiale for retorisk at indfange læseren med lidt sydlandsk lokalkolorit. Det bliver aldrig rigtig interessant, som andet end råteksten til et postkort fra charterferien.

“Orissabiblioteket” minder mest af alt om et koncept, der aldrig rigtigt indfries af de inviterede forfattere. Som digtning reproducerer biblioteket de mest ufrugtbare tendenser i dansk litteratur efter 2000, der i litterær ligegyldighed vi skal tilbage til 70’ernes indadvendte knækprosa for at finde mage til. Det hele bliver lidt trivielt orienteret mod et litterært modebegreb og kommer ikke rigtig videre end det.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s