Nietzsche in nuce

Vi frygtløse
Friedrich Nietzsche
Forlaget Mindspace, 2018

Den tyske filosof Friedrich Nietzsche er en af vores måske mest misforståede og i overleveringen vanrøgtede filosoffer. Hans filosofi blev gjort til protonazistisk propaganda af den forhadte søster Eisabeth Förster-Nietzsche, og Adolf Hitler var en stor beundrer. Allerede i 1937 talte den franske filosof Georges Bataille dog om, at Nietzsche måtte rekonstrueres, hvilket først skete cirka 20 år senere, da Walter Kaufmann på amerikansk grund udgav en bog om Nietzsches filosofi med afsæt i udgivelserne før søsterens redigerende indblanding og genudgivelser. Efterfølgende blev en kritisk udgave af Nietzsche værk påbegyndt i begyndelsen af 1960’erne af Giorgio Colli og Mazzino Montinari, som er den autoritative udgave, der benyttes verden over.

Nietzsche er vel berygtet for sin til tider overspændte retorik og den noget stedmoderlige behandling af andre filosoffer og forfattere, men vigtigere er nok begreber som perspektivisme, viljen til magt, herre- og slavemoral samt de vægtige indspark i en kritisk moralfilosofi og filosofisk psykologi, hvortil kommer kritikken af religion. Meget er blevet misforstået, og den dag i dag udkommer der forskning, som sætter forståelsen af Nietzsche i et nyt lys, som trækker væk fra vulgær-nietzscheanismen.

Skæbneåret 1887
I 1887 runder Nietzsche i det store og hele sit forfatterskab af. I et brev til vennen Franz Overbeck skriver han således:

Efter jeg nu har givet min samlede hidtidige litteratur en art sidste olie og med ømhed taget afsked med den, så forekommer det mig, som om det i det hele taget nu er slut med al offentliggørelse af bøger fra min hånd (Gud være lovet, vil mine venner udbryde)!

Den sidste olie fremstår som en række nyskrevne forord til den stribe af genudgivelser af Nietzsches tidligere værker, som kommer i løbet af 1887. Vi frygtløse indtager i den henseende en prominent placering, idet også denne bog i mange henseender opsummerer og afrunder de temaer, Nietzsche har berørt i sit tidligere værk. Peter K. Westergaard skriver i en kronik i Kristeligt Dagblad, hvorfra jeg også har citeret ovenstående, at de efterfølgende bøger fra 1888 og frem i det store og hele er gentagelser af velkendte temaer, således at Moralens oprindelse betegner den egentlige afslutning på værket.

Men også i en anden henseende er Vi frygtløse en særlig bog; den indgår i genudgivelsen af Den muntre videnskab, hvor den placeres som femte bog. Bogen er udkommet på det af mig først nu opdagede forlag Mindspace, og den er (efterhånden som sædvanligt, når det gælder Nietzsche) oversat af Niels Henningsen, som også har skrevet et introducerende forord til bogen. Medtaget er også det nye forord til Den muntre videnskab.
Vi frygtløse kunne, qua sin opsummerende og afsluttende karakter, sagtens stå som indgangsdøren til Nietzsches filosofi, det kunne sagtens være i denne bog, nye og nyere læsere kunne finde sit fodfæste.

Hvad der undrer mig generelt set i denne henseende er, hvorfor Det lille Forlag hverken har forestået udgivelsen af denne bog eller Morgenrøde, der er kommet ud på Forlaget Sisyfos i 2016. Det kan der være mange grunde til, men som læsere kan vi være taknemmelige for, at begge bøger er tilgængelige i danske oversættelser.

Krop og tænkning
Det nyskrevne forord kredser omkring forholdet mellem krop og tænkning, som Nietzsche har kredset omkring ved flere lejligheder i sine tidligere skrifter, men her skrives tingene i et vist omfang mere lige ud.

“Munter videnskab”: det betyder saturnalierne hos en ånd, der tålmodigt har modstået et langt, frygteligt pres […] og som nu med ét gribes af håbet, af håbet om sundhed, af beruselsen af at være kommet sig.

Og lidt senere på samme side står der videre:

Hele denne bog er da netop intet andet end en forlystelse efter lang tids afsavn og afmagt, jublen i den genkommende kraft, i den nyvakte tro på en morgen og en overmorgen, i den pludselige følelse og forudfølelse af fremtid […].

Med andre ord er Den muntre videnskab udtryk for en anden livsholdning, der indvirker på tænkningen og skriften; de ændrede fysiske forhold bevirker en anden jordbund for tænkningen, så der nu er plads til fremadskuen, ja, et håb. At der er tale om en form for selvanalyse står klart, når andet afsnit i forordet indledes med ordene “-Men vi vil lade Hr. Nietzsche være: hvad kommer det os ved, at Hr. Nietzsche blev rask igen?”. Og dog, for det vigtige spørgsmål, der her er blevet indrammet, er “forholdet mellem sundhed og filosofi”. Her skal sundhed ses i en videre kontekst, der for eksempel berøres i Hinsides godt og ondt: “det meste af en filosofs bevidste tænkning ledes og tvinges i al hemmelighed af hans instinkter ind i bestemte baner”. Hvor der i 1886 tales om instinkter, tales der i 1887 om sundhed eller helbred (Gesundheit), men det er den samme tanke, der går igen: en filosofs tanker, og egentlig ikke bare en filosofs tanker, men alles tanker til enhver tid, er ikke bevidst tænkning, men tvunget i bestemte retninger af ubevidste impulser. Det hedder et andet sted i Hinsides godt og ondt om filosoffernes tænkning:

et forlods udsagn, et indfald, en ‘indskydelse’, for det meste et inderligt ønske, der er filtreret igennem til en abstraktion, af dem bliver forsvaret med grunde på efterbevilling: – alle er de advokater, der ikke vil hedde det, og for det meste endda snu fortalere for deres fordomme, som de kalder for ‘sandheder’ […].

Det er denne tanke, der nu stilles mere klart frem, at et menneskes tanker altid må ses i et forhold til dette menneskes generelle “sundhed” eller dets arv i betydning af et tilhørsforhold. I den henseende er der en form for slægtsskab mellem Nietzsche og les philosophes, der undersøgte idéerne kritisk. Der er ikke nogen kærlighed gået tabt mellem Nietzsche og eksempelvis Diderot, men undersøgelsen af idéerne på et kritisk, oplyst grundlag går igen. Således kan Nietzsche med vanlig spydighed lange ud efter den hidtidige tænkning ved at sige, at “i al filosoferen hidtil har det overhovedet ikke handlet om sandhed, men om noget andet, lad os sige om sundhed, fremtid, vækst, magt, liv …”. Men efter den svada lyder det blot nogle få linjer senere i Vi frygtløse: “Det står ikke os filosoffer frit at adskille sjæl og krop”. Nietzsches egen filosofi er altså også styret af kroppen, hvorfor han kan tale om Den muntre videnskab og med sig selv og sine lige i tankerne kalde den nyskrevne femte bog for Vi frygtløse – altså dem, der tør tænke efter og tænke igennem kroppen, som det hedder et sted: “ofte nok har jeg spurgt mig selv, om ikke filosofi, stort set, hidtil bare har været en udlægning af kroppen og en misforståelse af kroppen“.

Her kan man måske med Heidegger føre frem, at også misforståelsen er en slags forståelse – Nietzsche forsøger at skære igennem disse misforståelse og føre dem tilbage til deres grund. Her ligger det lige for at tegne linjer frem mod begrebet sandhed, for også sandhed er et problem, der stammer fra kroppen. Sandhed og jagten på sandhed er en jagt på at afdække alt, men hvorfor, spørger Nietzsche, er der større værdi det sande end i det falske? Hvis livet er fremtræden og illusion, så er viljen til sandhed en vilje til at afdække eller afsløre dette skin, og dermed vil viljen til sandhed noget andet, noget der ligger bag ved eller hinsides det foreliggende. For at kunne komme til det bagvedliggende må det foreliggende ødelægges eller som Nietzsche formulerer det: “”vilje til sandhed” – det kunne være en gedulgt vilje til død”, og så er vi ved begrebet nihilisme.

På den anden side vil også Nietzsche afsløre – det livsfjendske og hadefulde i viljen til sandhed:

at også vi erkendende af i dag, vi gudløse og antimetafysikere, stadig henter vor ild fra den brand, som en tusind år gammel tro har antændt, den kristentro, der også var Platons tro, at Gud er sandheden, at sandheden er guddommelig …

Men Nietzsches sandhed er en anden sandhed, den bygger på en anden moral, en anden krop. En krop, der vil overvinde sygdommen, ved at tænke dybt i og med sygdommen, og komme munter og håbefuld ud på den anden side. Nietzsches sandhed er i tjeneste ved livet, vil løfte livet: “De forstod sig på at leve: til det er det nødvendigt at blive stående tappert ved overfladen, ved folden, ved huden, at tilbede skinnet, at tro på former, på toner, på ord […]!” Disse grækere var overfladiske – af dybde!

Sløjfen bindes, som det måske bemærkes, helt tilbage til Tragediens fødsel, hvor det apollinske gjorde det muligt at leve med det dionysiske kaos, men nu er der ingen apollinsk drift mod ordnethed, nu er der en vildskab i overfladen, selve overfladen er dyb.

Dobbeltheden er også her synlig, men understreges i det oven for citerede, hvor der står, at såvel Platon som vi frygtløse har samme udspring. Måske er det derfor, at Nietzsche igen og igen angriber den platoniske eller kristne lære, men samtidig er fuld af beundring over for såvel Platon som Jesus, fordi de begge introducerer nye måder at fortolke verden på.

Den anfægtede Nietzsche
allerede i femte bogs første stykke skrives det forhold frem, som det i en eller anden forstand altid har været Nietzsche magtpåliggende at undersøge. Under overskriften Hvad det har på sig med vor munterhed skriver Nietzsche som det første i Vi frygtløse, at

Den største nyere begivenhed – at “Gud er død”, at troen på den kristne gud er blevet utroværdig – begynder allerede at kaste sine første skygger over Europa.

Mens det i forlængelse heraf og lidt senere i bogen hedder:

Fanatisme er nemlig den eneste “viljestyrke”, som også de svage og usikre kan nå til, som en art hypnotisering af hele systemet af sanser og intellekt til fordel for en alt rigelig ernæring (hypertrofi) af et enkelt syns- og følelsespunkt, der herefter bliver dominerende […].

Ikke nok med for eksempel kristendommen er en nihilistisk religion (og bemærk her, at Nietzsche i Antikrist pointerer, at Jesus i streng forstand var den eneste kristne – som Nietzsche tilmed respekterede), som nihilisme virker den ved at give et hinsides og tillægge dette større værdi end det dennesidige, men i efterdønningerne af Guds død rejser fanatismen sig – fordi en stor del af menneskeheden savner et, som Nietzsche formulerer det, du skal, de har brug for en ramme, der er givet med og giver vished.

Det tænkeværdige for Nietzsche er altså det moralfilosofiske herunder den nihilisme, der er indlejret i megen moral, men også den magt, der udtrykkes gennem moral. Til eksempel er den naturvidenskabelige grundmodus nihilistisk; det kan umiddelbart synes selvmodsigende, idet naturvidenskaben om nogen er indrettet efter et ønske om sandhed, at afsløre overfladen til fordel for den underliggende sandhed. Men netop dette, at den ikke vil føre bag lyset, men heller ikke føres bag lyset peger i retning af, at videnskab udspringer af en moralsk forskrift: Du må ikke lyve. Dermed kommer sandheden før livet, og det er dette, der gør videnskaben nihilistisk. For hvorfor skulle en løgn være dårlig, hvis den fremmer livet? Her har Nietzsche fat i noget essentielt i forhold til hele vores måde at anskue verden og os selv på, for spørgsmålet kunne lyde: hvortil sandhed?

I opposition hertil står det frie menneske, måske Zarathustras overmenneske:

omvendt kunne en selvbestemmelsens lyst og styrke, en viljens frihed tænkes, hvor et åndeligt menneske tager afsked med enhver tro, ethvert ønske om vished, øvet, som det er, i at kunne holde sig oppe i tynde tråde og muligheder og stadig danse på randen af afgrunde, Et sådant menneske ville være den frie ånd par excellence.

Bemærk i øvrigt, at Nietzsche annskuer den frie ånd rent hypotetisk, men hvis den frie ånd havde eksisteret, så ville det have været et menneske, der ikke havde brug for vished eller tro, men eksistentielt set ville kunne ballancere livet ved hjælp af muligheder. Vished og tro tilsidesættes til fordel for muligheder.

Vi frygtløse, den frie ånd
Hvem er det ‘vi’, der både figurerer i titlen og er et gennemgående udsigtspunkt i bogen?

I virkeligheden føler vi filosoffer og “frie ånder” os ligesom beskinnet af en morgenrøde ved underretningen om, at “den gamle Gud er død”; vort hjerte strømmer derved over af taknemmelighed, forbavselse, anelse, forventning – omsider synes horisonten os atter fri, selv hvis den ikke er lys, omsider tør vore skibe atter stævne ud, stævne ud mod enhver fare, enhver satsning af den erkendende er atter tilladt, havet, vort hav ligger atter åbent, måske der aldrig har været et så “åbent hav”.-

At Nietzsches ‘vi’ er frie betyder blandt andet, at horisonten igen er blevet åben i og med Guds død, som den europæiske moral var afhængig af. På den moralfilosofiske bane betyder det, at mennesket må vende tilbage til sig selv og ville skabe en måde at være til på, der tager hensyn til livet (her kan måske tilføjes, at det tyske Macht (magt), i Wille zur Macht, etymologisk og begrebsmæssigt tager afsæt i verbet machen – derfor kan man også af og til læse på dansk, at viljen til magt er en vilje til at magte ens tilværelse (hvis man da kan døje det lavkøbenhavnske islæt)).

I det citerede afsnit herover sammenlignes de frie ånder med de tidlige opdagelsesrejsende, der sejlede ud på et i radikal forstand åbent hav – men, som Nietzsche siger, “måske der aldrig har været et så “åbent hav”” som det, der ligger foran mennesket efter Guds død. Men det foran den afgrund den frie ånd må bevæge sig eller som det hedder et andet sted:

omvendt kunne en selvbestemmelsens lyst og styrke, en viljens frihed tænkes, hvor et åndeligt menneske tager afsked med enhver tro, ethvert ønske om vished, øvet, som det er, i at kunne holde sig oppe i tynde tråde og muligheder og stadig danse på randen af afgrunde. Et sådant åndeligt menneske ville være den frie ånd par excellence.

Tynde tråde og muligheder, og så denne gennem hele bogen tilbagevenden til dansen, som et billede på frihed, kunst og tænkning – det er den frie ånds banner: “Dans er nemlig hans ideal, også hans kunst, i sidste også hans eneste fromhed, hans “gudstjeneste””. Med gudstjeneste sigter Nietzsche, som også Henningsen gør opmærksom på i en note, til de dionysiske fester.

Her er et memento til vores egen tid, hvor alt subsummeres under en brutal økonomisk nyttetænkning – intet har værdi, hvis ikke det kan give et økonomisk afkast. Måske det er derfor de tekniske og generelt naturvidenskabelige videnskaber vurderes så højt i dag. Til dette kan Nietzsche føje et aber dabei:

Men en essentielt mekanisk verden ville være en essentielt meningsløs verden! Sæt at man vurderede værdien af et musikstykke efter, hvor meget af det der kunne tælles, beregnes, bringes på formler – hvor absurd ville ikke en sådan “videnskabelig” vurdering af musikken være! Hvad havde man da begrebet, forstået, erkendt af den! Intet, rent ud intet af, hvad der egentlig er “musik” i den! …

Der skal mere dans og en mening, der udspringer af jorden og den enkelte selv, ind i livet, og det er her den frie ånds arbejde ligger. At tænke for livet, imod fanatismen og nihilismen: “Vore første spørgsmål til værdien af en bog, et menneske, et musikstykke lyder: “kan det gå? endnu mere: kan det danse?””.

Afsluttende
Til Vi frygtløse hører udover et informativt forord af Henningsen også et originalt appendiks med en række af Nietzsches digte under titlen Prins Vogelfrei, hvoraf nogle har været trykt tidligere, men alle er gået igennem igen i 1886-87, hvor vi Danmark havde en banebrydende skønlitterær produktion under det moderne gennembrud. Bedømt separat er Nietzsche ikke nogen stor digter, der er en betydelig forskel på Nietzsches digte og hans samtidiges – både når man sammenligner inden for det stortyske rige og med udenlandske digtere. Til sammenligning er der en verden til forskel på J.P. Jacobsens Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo og digtene i Prins Vogelfrei; ikke bare rent formmæssigt, hvor Nietzsche forsøger at placere sig som en moderne tysk, provencalsk digter, men også rent håndværksmæssigt. Så stor en filosof Nietzsche end var og stadig er, så var hverken hans musiske eller lyriske kunne betydende i nogen afskygning af ordet.

Til gengæld er Vi frygtløse som bog særdeles velkomponeret og den kunne, som jeg har nævnt tidligere, sagtens tjene som en indgang til Nietzsches tænkning generelt, fordi han her kommer ind på alle væsentlige tematikker i sin tænkning. Jeg har her kun berørt nogle få af disse tematikker, men der er flere – perspektivisme, sprogfilosofien med mere berøres nærmest in nuce.

At vi ikke har haft bogen tidligere på dansk, finder jeg mildest talt besynderligt, og jeg kan ikke forstå den tanke, der ligger bag, at den ikke udkom i den oprindelige udgivelse af Den muntre videnskab. Men nu foreligger den på dansk, og det er som sagt Niels Henningsen, der har stået for det – og sædvanen tro er det en god oversættelse, der glider elegant og indfanger Nietzsches sprog, tanker og billeder på fineste vis.

Nye og rustne læsere kan med fordel starte her. Tak til Mindspace og Henningsen for at muliggøre det.

Reklamer

4 tanker omkring “Nietzsche in nuce

  1. Pingback: Den afsluttende omvurdering | #dklit

  2. Flot gennemgang af denne centrale del af Nietzsches produktion. Jeg har altid elsket den særlige syrlighed, dynamik og veloplagthed, som kendetegner Nietsches aforismer. Jeg tror Carsten Jensen i sine to nyeste udgivelser har lånt lidt metode og tvist her – den skarpe pen har han dog altid selv haft, og den passer godt til formatet 🙂
    Det er i øvrigt ikke helt rigtigt at “Den Muntre Videnskab” ikke er udgivet før på dansk. Jeg har ihvertfald en udgave med hans aforismer i “Menneskeligt, alt for menneskeligt”, Morgenrøde og alstå “Den muntre videnskab” fra Gjellerups Boghandel, København 1903.

    Like

    • Tak for kommentaren, Jeg vidste faktisk ikke, at Den muntre videnskab udkom på dansk allerede i 1903, det må næsten være sket i kølvandet på Brandes-forelæsningerne i 1888. Bogen, jeg imidlertid taler om, er udkommet for første gang på dansk, er Vi frygtløse; jeg har lige skimmet teksten igennem igen, og jeg kan egentlig godt se, at der kunne ske en misforståelse på baggrund af det, jeg har skrevet – med mindre selvfølgelig jeg har overset stedet, hvor jeg siger det sådan, som du har læst det.
      Med hensyn til ældre danske oversættelser af Nietzsche, så har jeg, hvad jeg tror er, den første oversættelse af Således talte Zarathustra stående i anden udgave fra 1934; den udkom oprindeligt i 1911, og den må vel sammen med Den muntre videnskab havde været de første Nietzsche-oversættelser til dansk?

      Like

  3. Tak for svaret 🙂
    Ja, jeg kan også godt se, at jeg nok har læst for hurtigt, da jeg konstaterede at du talte om “Den muntre videnskab”. Jeg tror du har ret i, at det er Brandes forelæsningerne, som har foranlediget udgivelserne af aforismerne allerede i 1903, og kvaliteten af bogen er da heller ikke den bedste – næsten lidt pamflet agtig.
    Jeg vil glæde mig til at læse de frygtløse.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s