Den afsluttende omvurdering

Nietzsche. Hvis man altid går til grunden. En afslutning
Peter K. Westergaard
Aalborg Universitetsforlag, 2018.

Peter K. Westergaard er cand. theol. ved Københavns Universitet, hvor han er lektor ved Afdeling for Religionshistorie, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier med speciale i Friedrich Nietzsche  og Ludwig Wittgenstein. Han har skrevet vægtige indlæg, både i bog- og artikelform om begge filosoffer og en lang række andre emner og filosoffer, og i 2009 udkom bogen Nietzsche “- fra 1888, som år et -“, et studie i Nietzches Der Antichrist, der, ligesom Hvis man altid går til grunden. En afslutning, blev udgivet på Aalborg Universitetsforlag.

Det er en bog, der indledes i mol. Undertitlen En afslutning er selvfølgelig en henvisning til Westergaards tese, der behandles i bogen – nemlig at optakten til og selve Moralens oprindelse fra 1887 er den egentlige afslutning på Nietzsches værk, hvorfor de efterfølgende værker egentlig ikke bringer nye erkendelser for dagen – men der etableres et ekko fra undertitlen til bogens forord:

For min egen del vil jeg blot anføre: at jeg overgiver disse sider med tvivlrådige følelser til offentligheden. Jeg ville gerne have skrevet en god bog. Sådan blev det ikke; men tiden, hvor jeg kunne forbedre den, er forbi.

“Jeg ville gerne have skrevet en god bog” punktum, der følges op af det konkluderende “Sådan blev det ikke” semikolon, hvorefter tiden sættes som den egentlige og endelige barriere for forfatterens mulighed af at forbedre sit værk. Det sætter naturligvis tanker i gang og kan måske forklare en og anden mindre betydelig fodfejl i bogen; det kunne være den mange gange gentagne frase forbundet med, at Nietzsche lægger sit værk “”til dato” ad acta”. Så mange gange gentages det gennem bogen, dog særligt i bogens begyndelse, at det næsten kommer til at virke som et mantra. For mig som læser er det et irritationsmoment, der dog ikke skal trække ned i bedømmelsen af bogen som sådan.

Westergaards tese er, som ganske kort berørt oven for, at Nietzsches værk når sin afslutning i 1887, hvor han skriver nye forord til sine tidligere udgivne værker samt tilføjer en femte bog til Den muntre videnskab. Her opsummerer han sit værk som sådan, men ser også en ny åbning over mod det tiltænkte hovedværk Viljen til magt. Forsøg på en omvurdering af alle værdier (der i parentes sagt ikke er lig med den bog af brudstykker fra Nachlass, som søsteren Elisabeth udgav). Viljen til magt bliver som bekendt ikke til noget, men det gør en videreudvikling af nogle af de tanker, Nietzsche formulerer som et notat efter forordene og Vi frygtløse, som allerede er blevet omtalt her på bloggen. For Westergaard når Nietzsche i mål med sin omvurdering i og med Moralens oprindelse.

Hvis man altid går til grunden består af et forord og syv kapitler, hvor biografisk materiale kombineres med læsninger af følgende tekster: de nye forord, Vi frygtløse, Lenzerheide-notatet og Moralens oprindelse. Nietzsche breve og dagbogsnotater inddrages af Westergaard som underbyggende materiale til bogens tese.

Forordene
Med de nye forord forsøger Nietzsche at skabe klarhed over sin hidtidige filosofi, dels ved at skabe en udviklingshypotese, hvor tænkningen sættes i sammenhæng med den store sundhed, det vil sige den ubevidste baggrund for en filosofs tanker, de tvinges i bestemt retning, og for Nietzsche ser han nu i og med sit opsummerende arbejde, at

Forfatterskabets ledetråd, dets “betænkelighed”, “moralen som problem” forløses og artikuleres i og med at problemets forudsatte erfaringer erfares og gennemleves af Nietzsche selv. Først da blev det hans problem.

Westergaard tager således Nietzsche på ordet og læser på sin måde Nietzsche med Nietzsche, men altså ikke ideologikritisk – snarere med en kritisk respekt for forfatterens egne udlægninger, bedømmelser og håb (disse udgør tilsammen et kompleks, der kan omtales som baggrund, men som ydermere i hvert fald relaterer til Nietzsches begreb om sundhed; selvfølgelig hjulpet på vej af den retrospektive mulighed).

Forfatterskabets skrifter skildres altså således i forordene, som undersøgelser og afrapporteringer fra mistænksomhedens skole. Skrifter, der forudsætter selvaflastningens mangfoldige erfaringer samt en overskridelse af disse. overskridelser, der skærper og modner Nietzsches “betænkelighed”: “moralen som problem”. Derved afklares hans bestemmelse og opgave.

Forordene skaber altså overblik, men i “denne bevægelse hen imod en klaring gøres samtidig nye ideer og tankefigurer gældende”, som nuancerer og underbygger Nietzsches hovedtematik.

I det nye forord til Menneskeligt alt for menneskeligt spørges der i en overskridende bevægelse ind til, om ikke det er muligt, at vende moralen på hovedet, så godt er ond og gud i virkeligheden djævlen? “Den hvile- og planløse nysgerrighed slutter, at der ikke længere gives nogen gældende menings som sådan”. Det er trinbrættet til nihilismens anden form, nemlig den, der indledes med Guds død. Nu er der ikke længere nogen form for garantier, mennesket er overladt til sig selv og må skabe mening ud af sig selv i troskab mod jorden.

Dette er den frie ånds mulighed. En mennesketype, Nietzsche opfinder til lejligheden, som trives i den totale frihed i et menings- og målløst univers. “En frihed der er båret af en “selvbeherskelse og hjertetugt”, og som “giver adgang til mange og modsatrettede tænkemåder” – sådan hedder det i det sene forord til Menneskeligt alt for menneskeligt. Westergaard undlader at spørge ind til, hvordan selvbeherskelsen og hjertetugten er forskellig fra kritikken af det inderliggjorte menneske, der findes i Moralens oprindelse og hvad mere er, hvordan kommer vurderingen ind i perspektivismen (med hjemmel i hvad vurderes til eksempel herremoralen mindre skadelig for livet end slavemoralen, begge er dog udtryk for viljen til magt?), der i forordet beskrives ganske klart med ordene “giver adgang til mange og modsatrettede tænkemåder”? Jeg tror, Westergaard i troskab med sin undersøgelse vælger ikke at gå ind i nogle (for mig) åbenlyse kritikpunkter i forhold til Nietzsches tænkning. Det er ligegyldigt for nuværende, men der nogle spændende angrebspunkter for en fremtidig afhandling til stede i dette problemfelt, der mig bekendt endnu ikke er blevet undersøgt tilstrækkeligt grundigt i Nietzsche-litteraturen. Det har ikke desto mindre betydning for, hvordan man skal vægte Nietzsches filosofi og videre, hvordan man skal læse den afslutning, som Westergaard med solid grund i Nietzsches egne værker og hans brevveksling med mere tematiserer i året 1887.

Westergaard peger således på forordenes kredsen om på den ene side en opsummering af Nietzsches tænkning, men samtidig en begyndende afdækning af andre veje for tænkningen. Sådan som det ofte er tilfældet, når man som forfatter lukker en periode i ens tilværelse.

Vi frygtløse og Lenzerheide-notatet
Det måske mest centrale omdrejningspunkt i Vi frygtløse er, ifølge Westergaard, det perspektiviske eller som han selv formulerer det:

Et emne der er knyttet til bogens bærende betoning af, at enhver praksis såvel videnskabelig, filosofisk, religiøs som kunstnerisk er perspektivisk anlagt. De er følger af bestemte forudsætninger, behov, affekter, interesser og ønsker – viljen til magt.

Det trækker tråde tilbage til begrebet sundhed, til kroppen, at det ikke altid er styrmanden, der styrer båden, men styrmanden, der bæres af båden, der følger en strøm af ubevidste impulser. Dette er, hvad Westergaard benævner viljen til magt hos Nietzsche. Viljen til magt har altså intet med rå magtudfoldelse at gøre, hvad man hurtigt kan komme til at tro ved gennemlæsningen af Moralens oprindelse, men derimod med den udlæggende fænomenalisme, som benævnes som perspektivisme. Vi kastes igen og igen tilbage til vores egen udlæggende tilstedeværelse i verden som den eneste mulige måde at være på i verden; vi kan ikke ikke være udlæggende.

Men i en gudsforladt verden, hvor meningsløsheden og målløsheden er den eneste konstant, rekurrerer vi alt for hurtigt til logikken, de tekniske videnskaber og naturvidenskaben, fordi vi i dem kan møde et genskær af en stabil verden; dette er “”Viljen til sandhed”, videnskabens tvang som eneste mulighed for at magte det forarmede liv”. Det er Nietzsche om i Vi frygtløse at skære ind til benet af denne tilværelsens dikotomi: på den ene side de frie ånder, der kan leve i og med den yderste nihilisme og genkomsten af det evigt samme, og på den anden side de mennesker, der har behov for korrektiv illusion, det være sig politiske, religiøse eller andre typer.

Her skjuler det skamfulde menneske sig, sin frygt og sit ønske om hævn under moralens klædning. Og med denne klædning søger det nøgne menneske at overtrumfe og dominere det åndelige menneske. Moralen som middel for viljen til magt.

Her er der, så vidt jeg kan se, et misforhold i Westergaards fremstilling af Nietzsches filosofi omkring viljen til magt. På den ene side beskrives viljen til magt som samhørende med det perspektiviske, hvorved begrebet nuanceres i forhold til det vulgærnietzscheanske ved at føre det tilbage til menneskets udlæggende tilstedeværelse i verden, mens det på den anden side i det ovenstående citat sættes i forbindelse med dominans, der er et ekko af Moralens oprindelses lovprisning af det subjektive såvel som det objektive voldsherredømme. Nietzsches og dermed Westergaards vurdering mangler et grundlag, der ikke helt uproblematisk kan hentes i den forudgående del af Nietzsches værk og herunder Vi frygtløse.

Westergaard citerer ganske vist lidt senere Nietzsche for at skrive følgende om det dionysisk-pessimistiske menneske eller velsagtens den frie ånd: “idealet om et [sic]menneskeligt-overmenneskeligt velvære  og velvillen, som ofte nok vil synes umenneskeligt“. I forlængelse heraf kan Westergaard i samme afsnit citere samme paragraf fra Vi frygtløse: “[S]jælens skæbne vender sig, urets visere rykker sig, tragedien begynder …”. Det er en ominøs udvælgelse af citater. Igen – det ligger vel egentlig i fin tråd med Moralens oprindelse, men ikke, er min påstand, med Vi frygtløse. Når Westergaard klipper det første citat ud af sin kontekst og slutter med Nietzsches kursivering af umenneskeligt, og derefter lukker afsnittet med at “tragedien begynder …” får jeg praktisk talt gåsehud. Men skal vi være en smule mere rimelige over for Nietzsche, så skal konteksten med (her citeret efter Niels Henningsens nyligt udgivne oversættelse):

Et andet ideal løber foran os, et forunderligt, fristende, farefuldt ideal, som vi nødigt vil overtale nogen til, fordi vi ikke så let tilstår nogen retten til det: idealet hos en ånd, der leger naivt, det vil sige, uden at ville det og ud af en overstrømmende fylde og kraft, med alt, hvad der hidtil er blevet kaldt helligt, godt, urørligt, guddommeligt; for hvem det højeste, som folket måler sine værdier efter, nærmest ville betyde det samme som fare, forfald, fornedrelse eller, i det mindste, adspredelse, blindhed, midlertidig selvforglemmelse; idealet ved en menneskelig-overmenneskelig velvære og velvilje, der ofte nok vil forekomme umenneskeligt, for eksempel når det stiller sig op over for al jordisk alvor hidtil, over for al slags højtidelighed i gebærde, ord, klang, blik, moral og opgave som disses skinbarligste, ufrivillige parodi – og først dermed, til trods for alt dette, er det måske, at den store alvor tager fat, at først da det egentlige spørgsmålstegn bliver sat, sjælens skæbne slår om, viseren rykker, tragedien begynder

Westergaards kontekstualisering kan virke brutal, om end han parafraserer det meste af det ovenstående. For Nietzsche fremstår det umenneskelige på en baggrund af vanetænkning. Den umenneskelige handling er en legen med faste livsformer og perspektiver. Nietzsche taler i Vi frygtløse ikke umiddelbart om et voldsherredømme, og det gør Westergaard heller ikke som sådan, men der er tvetydigheder i hans fremstilling (blandt andet af et begreb som viljen til magt, som jeg har berørt herover og som sætter begrebet ind i en dominanskontekst), der kalder på at blive uddybet og hvis ikke det så i det mindste modsagt.

Efter at have færdiggjort forordene og femte bog til Den muntre videnskab rejser Nietzsche til Lenzerheide, og her udarbejdes et notat, Nietzsche først tror er en åbning over mod hovedværket Viljen til magt, men finder siden ud af, at notatet uddyber en problematik omkring moralen og nihilismens historie, som ikke peger frem mod det påtænkte hovedværk, men som derimod kommer til at lægge fundamentet for Moralens oprindelse.

Det er Lenzerheide-notatets tese, at der to typer nihilisme. Den første slags nihilisme er en del af det menneskelige grundvilkår og heraf kommer kristendommen, den anden fremkommer på baggrund af Guds død:

I notatet skelner Nietzsche mellem to typer nihilisme. Den “første nihilisme” er vilkåret ved den menneskelige eksistens overhovedet. Heroverfor hævder mennesket den kristne moral-hupotese, som “det store modmiddel“. Den anden nihilisme følger af moral-hypotesens selvophævelse via dens egen værdi “sandfærdigheden“.

Denne krisendommens selvophævelse skyldes at værdien sandfærdighed (du må ikke lyve) finder sit moderne udtryk i videnskaben, som placerer mennesket i en prekær situation: ved at fastholde moralhypotesen helt ind i videnskaben, afsløres det kristne moralgrundlag som arbitrært og i sidste ende som usand:

Nihilismen bryder således frem på foranledning af den kristne moral-hypoteses afsløring som usand. “Én interpretation gik til grunde; men fordi den gjaldt som interpretationen, synes det , som om der slet ingen mening findes i tilværelsen, som om alt er omsonst.

Der er nemlig stadig et behov for at skabe mening, men samtid opleves alle værdier som tilfældige og umulige at indfri. Lad os tænke denne lammende tanke, siger Nietzsche, i sin mest lammende og radikale form, nemlig som den evige genkomst af det samme.

Dermed findes to typer mennesker. På den ene side, dem, som lider ved “livets forarmelse” og på den anden dem, der i det omsonste og i det evigt tilbagekommende ser en bejaelse af livet. “Men udgangspunktet for den bejaende indstilling er nu, efter moral-hypotesens opløsning, det enkelte menneskes “grundkaraktertræk som ligger til grund for enhver hændelse, som udtrykker sig i enhver hændelse”, dets vilje til magt”. Det heder videre:

Lenzerheide-notatet peger fremad mod emnebehandlingerne i Om moralens genealogi. Notatets afsluttende del præsenterer og uddyber de to forudgående dele for slutteligt og atter at pege på en overvindelse af moralens selv-ophævelse med henvisning til viljen til magt hos “de stærkeste” og de “mægtigste”, mens “de ilde stedte” må drage de sidste konsekvenser af samtidens nihilisme og gå til grunde, da deres vilje til magt med nihilismen er vendt til en vilje til intet.

Citatet er tvetydigt med sit fokus på de ilde stedte, der må gå til grunde, mens de stærkeste og mægtigste bejaer livet under de omsonste livsgrundlag. Ciateten kan læses både som pegende på en udlæggende tilværelse og en tilværelse og de mægtigste voldsherredømme forstået (underforstået i krigerkastens herremoral):

Det er “ikke afmagten over for naturen”, der avler “den mest desperate forbitrelse mod tilværelsen”, men afmagten over for de herskende: “magthaverne, voldsmændende, “herrerne” overhovedet”

Hertil anfører Westergaard, at “Moralens dannelse forudsætter således en konflikt mellem “herrerne” og “de ilde stedte”, “mennesker og stænder, som blev voldført of undertrykt af mennesker“. Herrefolket (krigerkasten) sidestilles i det oven for citerede med magthavere og voldsmænd, idet det lille “overhovedet” føjes efter herrerne, og Westergaards citat af Nietzsche understreger denne udlægning, hvorved viljen til magt ikke bare bliver en udlæggende tilværelse, men en tilværelse, der formes af udlægning med moralske og menneskelige omkostninger. Lenzerheide-notatet bygger bro mellem perspektivismen og det perspektiviske udkast i Moralens oprindelse, som Nietzsche ikke selv problematiserer og Westergaard heller ikke gør – den sidste måske fordi det for ham er vigtigt, at der en organisk udvikling fra de tidligere udgivelser til Moralens oprindelse som slutningen med omvurderingen af alle værdier.

Moralens oprindelse
Det er væsentligt for Nietzsche i det, der er Westergaard afsluttende tematisering af 1887, at udvikle en nihilismens historie, som der blev taget de grundlæggende skridt til i Lenzerheide-notatet. Men det bliver i samme nu og parallelt hermed Nietzsche magtpåliggende at etablere en slaveopstand, en slaveopstand i moralen samt en vilje til intet, men nu ikke længere i en reflekterende tone med fokus på udvikling af de bagvedliggende mekanismer, perspektivismen og vilje til magt, men derimod opsætningen af en krigerkaste, der inkorporerer herremoralen som et faktisk voldsherredømme. Problematikken er som allerede nævnt et spørgsmål om, hvad vurderingen hviler på – en bejaelse af livet i modsætning til en nihilisme, der ikke er tro mod jorden?

Hvorfor er denne pointe, som kræver en væsentlig uddybning, vigtig i forhold til Westergaards bog, hvis sigte jo er et andet? Fordi der på den baggrund kan postuleres et brud i Nietzsches værkinterne logik, hvor et centralt begreb som vilje til magt tildeles en ny betydning. Og hvad betyder det i forhold til Westergaard? Ikke at hans tese omkring 1887’s placering i forhold til Nietzsches tænkning er forkert, men at Moralens oprindelse ikke nødvendigvis er kronen på værket, der gør det ud for det påtænkte Viljen til magt. Omvurdering af alle værdier.

I forhold til den kristne slavemoral stiller jeg mig stærkt tøvende over for Nietzsches udviklingshistoriske analyser af nihilisme og kristendommens moralsystem. Det forekommer mig, at det livsfornægtende, som Nietzsche reagerer imod, ikke kan gøres gældende over for urmenigheden.

I en artikel i Information fra 2012, skriver Arno Victor Nielsen i et indlæg om alkohol som social faktor følgende, som i et vist omfang relativerer Nietzsches fortælling om slavemoralens oprindelse:

Samtidig med at Hegel skriver et digt til Hölderlin i1800 om livet i det antikke Hellas, skriver han også et religionsfilosofisk debatindlæg om Kristendommens ånd og skæbne. Det spørgsmål, han ønsker besvaret, er: hvordan kan det være, at netop den religion, der begyndte som et kærlighedsmåltid og en usynlig kirke, kan ende som en kirke og en ny lovreligion, der f.eks. forbyder dans og vindrikning?

Hegels pointe er valid – hvordan skete det? Hvordan gik vi fra en tro baseret på fælleseje, kærlighedsmåltidet (nadveren) og en usynlig kirke til en ny lovreligion, der tog afstand fra de livsbejaende elementer – såsom dansen, der lå Nietzsche meget på sinde. Er Nietzsche kritik i virkeligheden ikke hovedsageligt en kritik af hans samtidige kristendom? Jovel, han taler om dannelsen af nye religioner, moralomvæltninger eller -omvurderinger som udspringende af en præstestands vilje til magt. Problemet er blot, sådan forekommer det mig, at Nietzsche netop ikke har fat i den lange ende – urmenigheden opstår ikke på baggrund af ressentiment, livsfornægtelse og had mod herrerne, men som et fællesskab i kærlighed, hvis materielle tilkendegivelser er vinen og brødet.

Det betyder ikke at delelementer ikke sidder lige øjet, men slaveopstanden er kun nødvendig i Nietzsches filosofiske oeuvre som modpol til og legitimering af krigerkastens herremoral. Drejningen hos Nietzsches kunne eksemplificeres med

Ordene “god” og “slet” er således i deres udspring standsbegreber. De markerer og betegner et tilhørsforhold i den hierarkiske struktur i et forhistorisk aristokratisk samfund. Ordene er oprindeligt ikke moralske begreber.

Westergaard peger ganske rigtigt på, at “Afhandlingens skildring af moralens “oprindelseshistorie” tager således form af en eksempelfortælling om omvurderingens  grundlæggende træk”, hvis resultat er et forsøg på at undertrykke undertrykkerne.

Det er Westergaards pointe i denne del af bogen, at

Op imod “de hidtidige idealer, der alle til hobe er livsfjendtlige idealer, som bagvasker denne verden” […] peger Nietzsche afslutningsvis på projektet “det omvendte forsøg”: Forsøget på at anvise en ny fortolkningsmåde til og værdsættelse af de naturlige tilbøjeligheder, der ikke nedskriver dem som menneskets unatur” […]. Det vil sige “den omvendte betydning af kristendommens guds-forhold” […]. Mennesket er alt, Gud er intet.

Netop det at omvurderingen af alle værdier reduceres til blot at være noget, der gøres omvendt af noget andet, sætter det i et afledt forhold til den såkaldte slavemoral og er et tækningens nederlag. Hvis dette er, hvad Nietzsche havde i tankerne med en omvurdering af alle værdier, og hvis det i så fald er et udtryk viljen til magt, så er der nogle værkinterne problematikker og brud, der kalder på en behandling. Dette er ikke som sådan et kritikpunkt i forhold til Westergaards bog og den deri behandlede tese, for den holder i og for sig vand, spørgsmålet er snarere, hvor lukningen af Nietzsches værk egentlig forekommer.

Hos Westergaard er Moralens oprindelse det afsluttende værk, her tænker Nietzsche noget nyt, han opnår omvurderingen af alle værdier i og med han får analyseret sit “betænkelige” på en tilfredsstillende måde:

Den åbning  eller overskridelse han har varslet og sat sig for er opløst indefra, idet de nye optegnelsers fastholdelse af opgørelsens ramme omfatter en genfremsættelse af den omvurdering af alle værdier, der i hovedtræk allerede er præsenteret i Lenzerheide-notatet og i Om moralens genealogi.
[…]
Omvurderingen af alle værdier er dermed allerede tilendebragt i hovedtræk. Og Nietzsche indser nu og indrømmer, at tilskyndelsen til at fremstille en systematisk gennemarbejdet “udlægning af alle hændelser” […], hvor alt tilbageføres til “viljen til magt” har præg af forenkling.

Nietzsche. Hvis man altid går til grunden er en bog, der fremsætter og forfølger en tese gennem en række filosofisk-kritiske og biografiske læsninger. Westergaard lykkes med sit forehavende samtidig med, at han viser, at det er muligt at lave en produktiv læsning af personalhistoriske dokumenter i en højere sags tjeneste. Det er set før, bevares, men det er altid dejligt, når det er produktivt.

Bogen er kort, men ud fra forordet har kræfterne måske ikke været til mere, det kan man kun gisne om, til gengæld får den fremført sit ærinde koncist og overbevisende. Ja, der er nogle kritikpunkter, men som jeg vist har anført tidligere, synes jeg ikke det skal trække ned i den samlede vurdering af bogen. Dens sigte præsenterer, i hvert fald for mig, en ny og anderledes tilgang til de sene skrifter – og jeg vil nok læse Afgudernes ragnarok med en vis mistænksomhed næste gang, jeg går i kast med den bog; er her til eksempel blot tale om en reproduktion af allerede fremsatte tanker eller har den en anden værdi.

Peter K. Westergaard har skrevet en anbefalelsesværdig bog, der formidler sit stof på en overskuelig og tilgængelig facon, og som ikke nøjes med at reproducere allerede accepteret viden inden for akademia.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s