Et liv i eksistensens tegn

Yalom

Bevægende møder
Irvin D. Yalom
Hans Reitzel, 2018.

Som navn har Irvin D. Yalom rumsteret i flere år lige i udkanten af min bevidsthed. Det er imidlertid først nu, hvor jeg har læst Bevægende møder, navnet er blevet konkretiseret i så tilstrækkelig en grad, at jeg kan begynde at knytte en faktisk forventning til navnet.

Når jeg af og til, tenderende til det selvudslettende, har beskrevet min faglige tilgang som mentor som det at tilbyde mig selv som menneske, så er det en sandhed med modifikationer. Mere korrekt er det, når jeg har kaldt min tilgang for en eksistentiel samtale, hvori jeg til eksempel trækker veksler på situationel coaching, det motiverende interview og diverse kognitive værktøjer. Men måske trækker jeg i endnu højere grad på min litterære baggrund, min filosofiske træning og en inspiration fra for eksempel Ole Fogh Kirkebys protreptik. For mig drejer mentoreringen sig om eksistentiel modning eller simpelthen accepten af et ansvar, der skal plantes.

Yaloms erindringer kalder på en form for svar hos læseren, og det afstedkommes ved hjælp af den, omsorg Yalom viser sin læser ved at vise sig selv frem i forskellige brudstykker af et liv præsenteret i en kronologisk rækkefølge. Kærlighed, ømhed og omsorg er nogle af de ord, som gentages flere gange i bogen som en måde at beskrive den særlige måde, Yalom investerer sig selv i sine patienter på. Som sådan er erindringerne en suveræn måde at følge Yaloms udvikling på; dels den særlige eksistentielle psykoterapi, dels den særlige måde at være terapeut på. Som sådan er erindringerne fagligt inspirerende.

En cirkelvandring
Bogen starter og slutter på sin vis samme sted – i hvert fald, hvis vi går ud fra den tråd, der løber gennem hele den fortælling Yalom væver af et liv, der har været imponerende ensidigt i sit fokus. Tråden jeg refererer til er et Dickens-citat:

“For efterhånden som jeg nærmer mig mit livs ende, vandrer jeg i en cirkel og rykker begyndelsen nærmere og nærmere. Det forekommer mig, at på den måde gøres vejen lettere og bekvemmere. Jeg bliver ofte rørt over minder […], der længe har slumret i mit sind.”

På en af bogens sidste sider gentages dele af citatet, men på samme side, hvor ovenstående er citeret fra, kan man finde selve afsættet for bogen: “Den passage rører mig dybt, for i takt med at jeg nærmer mig støvets år, griber jeg også mig selv i mere og mere at kredse tilbage mod begyndelsen.” Og således begiver Yalom sig ud på en fortælling om sit liv, der på fin vis afspejler hans professionelle indsigter – nemlig, at hvor terapeuten investerer sig selv, tør møde klienten som et menneske, dér opstår der en mulighed for et bevægende møde. Et sådant møde foregår åbent og nysgerrigt, og med omsorg og kærlighed. Det er dét menneske, vi som læsere møder i Yalom, og det er uden tvivl dette metodiske valg, der gør Yalom som terapeut og bogen som meddelelse unik.

Bogen tager sit udgangspunkt i Yaloms barndom, hvor der er nogle stærke hændelser, han bærer med sig resten af sit liv. For eksempel går hans mor ud af sit gode skind, da Yalom ikke er andet end en stor dreng, og hans far er tæt på at dø af et slagtilfælde; hun beskylder rasende Yalom for at være årsag til farens slagtilfælde, og i det øjeblik trækker han sig fra sin mor. Da lægen ankommer til familiens hus, finder Yalom også ud af, hvad han vil være som voksen – han vil være læge, hvilket så senere bliver til psykiater.

På sin vis er ovenstående fortælling fra barndommen det eksistentielle spørgsmål, som Yalom bruger sit liv på at besvare og først finder en nogenlunde tilfredsstillende løsning på i sin egen alderdom, hvor Dickens-citatet bliver en ledetråd.

På vej mod den eksistentielle psykoterapi
Når jeg i afsnittet oven for skriver om forfatterens ensidige fokus, så mener jeg dette i den allermest positive forstand: Yalom studerer medicin, går ind i psykiatrien, men kan ikke finde sig til rette i nogen af de skoler, der var og siden blev populære på hans tid. Hverken Sigmund Freud eller Jacques Lacan, hverken den psykobiologiske skole eller encountergrupperne i al deres variation kunne rumme Yaloms praksiserfaringer.

Mødet med en bog af den amerikanske eksistentielle psykolog Rollo May bliver betydende for Yalom og for hans udvikling af den eksistentielle psykoterapi.

“I slutningen af mit første år som kandidat blev jeg opmærksom på en helt ny bog, Existence, af psykologen Rollo May. Bogen indeholdt to lange, fremragende essays af May og en række oversatte kapitler af europæiske terapeuter og filosoffer, deriblandt Ludwig Binswanger, Erwin Straus og Eugène Minkowski. Denne bog vendte op og ned på mit liv. Selv om mange af kapitlerne var affattet i et dybsindigt sprog, der syntes at forplumre tingene snarere end at kaste lys over dem, var Mays essays utroligt klare og letforståelige. Han redegjorde for grundprincipperne i den eksistentielle tænkning og præsenterede mig for relevante guldkorn fra Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og andre eksistensfilosofiske tænkere. Når jeg bladrer i min 1958-udgave af Rollo Mays Existence, er der begejstrede eller misbilligende randbemærkninger på næsten hver side. Bogen viste mig, at der var en tredje vej, et alternativ til psykoanalytiske metode og den biologiske model – en metode, der trak på 2500 års visdom”.

Eksistensfilosofien får en massiv indvirken på Yalom, ligesom han vender sig mod litteraturen, eksempelvis Kafka og Processen, men gennem en længere periode med en forundring over, at ingen af hans undervisere, lægerne på hospitalerne eller Yaloms fagfæller syntes at se det samme lys i en filosofi, der historisk set havde og til stadighed har en rem af huden i forhold til menneskets psykiske verden – deraf de 2500 års visdom. Det er derfor også passende, at det ikke er et citat af en af psykoterapiens fædre eller for eksempel Rollo May, der indleder erindringerne, men derimod forfatteren Dickens.

Dermed har Yalom fundet grundlaget for sin særlige udformning af den eksistentielle psykoterapi, og han kan begynde sit eget opgør med psykoterapiens historie. Traditionelt føres psykoterapiens historiske afsæt tilbage til Freud og C.G. Jung, hvor Yalom derimod kan finde indsigter både i Platon, Epikur og Arthur Schopenhauer, han anser for nødvendige for psykoterapien. Yalom finder gennem sin praksis hurtigt ud af, at en del af de problemer, hans klienter kom med, relaterede til deres egen dødelighed – og mærkeligt nok for Yalom beskæftigede psykoterapien sig sjældent med døden som et eksplicit problem – eller ekspliciterede sjældent døden som problem.

Det er faktisk vanvittigt spændende at følge Yaloms beskrivelser af de særligt dannende år på 50’ernes John Hopkins hospitalet, af hvordan han kommer frem til sine indsigter, og lige så spændende er det at følge hans private liv sammen med sin elskede livsledsager, Marilyn, der både påvirker ham privat, men i lige så høj grad professionelt.

Det er også interessant læsning at følge Yaloms møder med forskellige fyrtårne inden for psykoterapien, hvor han for eksempel møder Viktor E. Frankl, skaberen af logoterapien, som han dog oplever som meget selvoptaget og hungrende efter anerkendelse. Yalom opsøger Frankl for at få terapi, Frankl taler om sig selv og angler efter trøst og anerkendelse. Privatpersonen Frankl er markant anderledes end forfatteren til Psykologi og eksistens – Yalom kapitulerer med ordene: “Selv de bedste af os bliver nu og da blændet af vores sår og vores behov for anerkendelse”.

Selv de bedste af os …
Den sidste del af bogen går Yalom gennem en del af sine udgivelser i forhold til inspirationskilder og de tanker, der lå bag. Det er i mine øjne bogens klart svageste del og den del, hvor Yalom selv kommer til at ligge under for det, han nok så velmenende udtrykte i forhold til Frankl: Det bliver hurtigt en smule gentagende, og underliggende synes at være et forsøg på ikke bare at lægge inspirationskilderne frem, men jeg begyndte også hurtigt at få den følelse, at Yalom bærer en usikkerhed vedrørende sine bøger til trods for deres ekstremt store popularitet, som han forsøger at kompensere for ved at dvæle ved sit sinds geniale indskydelser … eller måske sætter han i virkeligheden bare ikke sit lys under en skæppe, og mit ubehag bunder måske i, at han er sig sine unikke indskydelser bevidst – jeg skal ikke kunne sige det.

Men når alt kommer til alt, så er Bevægende møder en bog, der giver læseren lyst til at vide mere, som jeg også indledte med at sige. Jeg ville personligt have elsket, hvis bogen havde indeholdt mere omkring Yalom som privatperson og psykoterapeut, fordi dette spændingsfelt flere steder er med til at løfte værket. Bogen er velskrevet, og pointerne leveres præcist og med et skarpt blik for formidlingen, hvilket efter sigende er et kendetegnende træk ved Yaloms udgivelser generelt.

Jeg kan dog undre mig over udgivelsens titel; Bevægende møder er et mærkeligt valg til titlen, hvor den amerikanske titel er Becoming Myself. Den danske titel lægger vægten på det interpersonelle møde, mens den amerikanske titel på sin egen måde besvarer det spørgsmål, Nietzsche stillede i titlen på sin sidste udgivelse, inden galskaben tog over: Ecce homo. Wie man wird, was man ist. Den engelsksprogede titel synes derfor at være mere loyal over for Yaloms projekt og inspirationskilder, end den danske er det.

Ikke desto mindre et læseværdigt værk, der kan anbefales enhver læser med interesse for eksistentielle, psykologiske spørgsmål, og en af de fyrtårne for denne tænkning inden for psykoterapien. Siden Yalom er der kommet flere teoretikere, der benytter den eksistensfilosofiske tilgang, men Yalom er det pejlemærke, den eksistentielle samtale må navigere efter.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s