Politikens filosofileksikon

Politikens filosofileksikon
Poul Lübcke (red.)
Politikens forlag, 2010.

I gymnasiet fik jeg i 3.g Politikens filosofileksikon i gave. Jeg læste dét leksikon, ligesom jeg fra mine tidlige år havde læst i Lademanns leksikon ude hos min mormor, og som jeg havde læst i Gads etbinds leksikon senere i mit liv: nysgerrigt, distræt og hoppende; men det pirrede min videbegærlighed på en måde, som skolen, taget som institution, ikke kunne.

Jeg tror, det vil være rimeligt at indlede med at sige, at Politikens leksikon har været min indgang til filosofien og en hjørnesten i min autodidakte filosofiske dannelse. Mit slidte, solbleget eksemplar af leksikonet fra 1996 står stadig oppe på reolen, og det er plettet efter flere rejser rundt i Europa. Jeg læste kort sagt i det i den sidste del af min gymnasietid, på mine ferier, når jeg flyttede efter uddannelse i Danmark og på universitetet. Selv med internettets stigende betydning i forbindelse med informationssøgning, dækkede jeg mig stadig ind ved at slå vigtige begreber og personer i filosofihistorien op i det lille blå bind – om ikke for andet så for at skabe et overblik, der kan være med til at kvalificere den videre søgning.

Det siger et eller andet om leksikonets kvalitet, at det siden sin udgivelse i 1983 er udkommet i mere 20 oplag, mens vi nu er i gang med 3. udgave. Værket er blevet oversat til svensk, norsk og tysk, og det siger faktisk en del om værket og dets på én gang brede og fagligt specifikke appel. “I lighed med 1. udgaven er den nye udgave af Politikens filosofileksikon en håndbog for alle med interesse for filosofi og for det filosofiske indhold i de væsentligste fremmedord”. Som sådan lykkes bogen uden tvivl med sit foretagende.

Værkets hensigt
Den absolut mest præcise beskrivelse af leksikonet er vel, at det er alment dannende – eller rettere: sådan så jeg det. I virkeligheden er der tale om en mere jordnær beslutning, der underlægger de idealistiske rammer et mere dagsaktuelt sigte.

Som overordnet princip har vi tilstræbt at se filosofihistoriens personer og begreber i lyset af den moderne, filosofiske debat. Stoffet er vægtet i forhold hertil, hvilket bl.a. har medført, at middelalderens filosofi har fået en forholdsvis beskeden plads. En yderligere begrænsning består i at filosofi først og fremmest opfattes som en argumenterende, systematisk aktivitet, der søger grundlaget for dagligdagens og fagvidenskabernes begreber og teorier om virkeligheden og vores erkendelse af denne.

Værket er med andre skrevet op mod det, der udgør den aktuelle situation i moderne filosofisk debat – eller lidt mere spidst formuleret: værket skriver sig op mod en given mode inden for den moderne tænkning; dermed har vi også en naturlig begrænsning af bogens indhold. Poul Lübcke har, som ansvarshavende redaktør, foretaget valg, hvor den analytiske filosofi, bredt formuleret, og modstanden herimod vægtes højere – med andre ord synes afsættet for bogens tilblivelse at være mere analytisk funderet end kontinental, idet den første er positivt givet og den anden negativt. Jeg synes imidlertid ikke, at jeg helt kan se dette redaktionelle valg skinne igennem i bogens faktiske udformning, der altid er velafbalanceret om end jeg ikke altid er enig med artiklernes indhold.

Ét problematisk opslag
Interessant er det for mig at læse opslaget om Alexander Gottlieb Baumgarten i ovenstående lys, for han er øjensynligt af så inferior betydning, at den i forvejen mangelfulde beskrivelse af Baumgarten som filosof fra min udgave fra 1996 er direkte overført til tredje udgave fra 2010, som jeg her anmelder. Det kan godt undre, fordi der siden 1983, hvor 1. udgave kom på gaden, er sket rigtig meget internationalt inden for forskningen i Baumgarten – men desværre sidder den danske forståelse fast i et temmelig uoplyst forhold til Baumgarten og dennes nydannelse med begrebet æstetik, der i allerbedste fald bygger sin forståelse på Søren Kjørup, der da også er den eneste citerede kilde i opslaget (idet Kjørup også oversatte Filosofiske betragtninger om digtet i 1968, hvori der også er et efterskrift af oversætteren).

Baumgarten, Alexander Gottlieb
1714-62
Tysk filosof, født i Berlin, død som professor i Frankfurt an der Oder. Elev af Wolff.
Baumgartens Metaphysica (“Metafysik”, 1739) blev benyttet som grundbog ved Kants forelæsninger. I Meditationes (“Meditationer”, 1735) og Aesthetica 1-2 (“Æstetik 1-2”, 1750-58) introducerede han æstetikken som selvstændig filosofisk videnskab i Tyskland. Wolff havde ikke behandlet det æstetiske i sit system, fordi det hørte ind under sansningen og følgelig ikke kunne beskrives i klare og tydelige begreber. Baumgarten så det derfor som sin opgave at udfylde dette tomrum i Wolffs system og undersøge reglerne for det æstetiske. Tro mod arven fra Wolff opfattede Baumgarten denne opgave som identisk med spørgsmålet om at angive reglerne for sanseerkendelse. Denne sprogbrug lever videre i Kants begreb om en “transcendental æstetik”.

Baumgarten ses som en arvtager, der fuldfører sin mesters system, således at han i det store og hele stadig tænker inden for rammerne af Christian Wolffs rationalistiske filosofi. Ved i opslaget at lægge vægten på Metaphysica, kan man til en hvis grad underbygge den tolkning, men det gør den langt fra mere rigtig. Metaphysica var et særdeles undervisningskompendium, som Baumgarten brugte, og som blev trykt i mange oplag, fordi det i den tyske universitetsverden ikke var tilladt at undervise i ens egen filosofi – noget man måske skulle overveje at indføre herhjemme i dag, da der til tider synes at være et økonomisk incitament inden for visse fag til at optrykke nye udgaver med minimale rettelser til egne kurser. Metaphysica er meget tydeligt hægtet op på Wolffs system, fordi det var det tætteste Baumgarten kunne komme på at undervise i sin egen filosofi – dermed ikke sagt, at Baumgarten er en forlængelse af Wolff. Det forholder sig snarere sådan, at Baumgarten fremstår som et brud ikke bare med Wolff, men med den herskende rationalisme i samtiden, idet perspektivet forskydes fra et logiko-matematisk perspektiv til en rationel behandling af en erkendeform, der ikke kan underlægges det cartesianske perspicuitas, men dog kan beskrives som et analogon rationis, et fornuftsanalogt princip.

Baumgarten er ikke wolffianer, men en betydende filosof i sig selv, hvilket man først er begyndt at få øjnene op for nu her i vores tid. Men allerede Alfred Baeumler havde et bedre kendskab til Baumgarten, idet han i sin Das Irrationalitätsproblem in der Ästhetik und Logik des 18. Jahrhunderts bis zur Kritik der Urteilskraft fra 1923 blandt andet havde fokus på Baumgartens afsæt i det partikulære. I Danmark har man måske læst Metaphysica, ud over Filosofiske betragtninger om digtet, men så har man netop ikke læst Baumgarten. Først med Aesthetica og fra og med dette værks indledende paragraf (“Æstetikken (de frie kunsters teori, den lavere erkendelære, den skønne tankes kunst, den fornuftsanaloge kunst) er videnskaben om sanseerkendelsen.”) bliver det muligt at bedømme Baumgarten og indplacere ham i en filosofihistorisk kontekst og en nok lidt skjult virkningshistorie. Det er heller ikke længere en undskyldning, at Aesthetica er skrevet i et særdeles besværligt latin, idet hele værket foreligger i en bilingval tysk oversættelse fra 2008. 

Med Aesthetica foreligger et tidligt værk, hvor litteraturen og sanseerkendelsen (netop ikke den sanselige erkendelse) gives et rationelt grundlag, der gør at, den ikke længere behøves at stå under de hårde videnskaber. Baumgarten danner ikke bare et nyt begreb, æstetikken, men giver humanvidenskaberne et epistemologisk grundlag.

Dette synes at være gået redaktionen bag filosofileksikonet forbi. Her har man simpelthen taget den lette løsning og genbrugt en gammel og upræcis tekst, der overhovedet ikke er på højde med den internationale forskning på området, hvilket ikke bare får opslaget til at virke antikveret, men kaster den mistanke ud over hele værket, at det giver stemme til en lille lokal skare mennesker, der mangler ordentligt udsyn. Det er selvfølgelig en problematisk påstand, og den er heller ikke helt præcis, men hvor mange opslag lider under samme biedermeierske perspektiv, det er svært for mig at bedømme.

To andre nedslag i leksikonet
Min interesse for Friedrich Nietzsche strækker sig langt tilbage, og jeg har i mange år søgt ind og ud af de besværlige begreber, der er at finde i Nietzsches oeuvre. Både i 1996- og 2010-udgaven af leksikonet findes begrebet viljen til magt (Wille zur Macht) som opslagsord, og i begge udgaver henvises der til Nietzsche-opslaget. I 1996-udgaven findes der nogle få linjer, der forklarer begrebet uden nogen særlig dybde. I 2010-udgaven refererer viljen magt-opslaget til en blindgyde, idet Nietzsche-opslaget ganske vist er blevet udvidet betragteligt i forhold til 1996-udgaven, men der står ikke noget om viljen til magt i opslaget, hvis man ser bort fra en reference til det planlagte hovedværk Wille zur Macht, som Nietzsche skrinlagde, men som søsteren Elisabeth Förster-Nietzsche udgav posthumt som en samling af redigerede tekster fra Nietzsches Nachlass.

Det kan også undre, hvorfor man har valgt at fjerne en af vores største danske teologer, Knud Ejler Løgstrup, fra 3. udgave; Løgstrup mangler jo ikke ligefrem filosofisk tyngde og kunne derfor sagtens medtages i et leksikon over filosofiens begreber og personer. Til gengæld kan man læse om Jean-Paul Sartres begreb en-soi både under Sartre-opslaget og i en artikel for sig. Det er ærgerligt, men måske det giver prioriteringen mening i forhold til fokus på de dagsaktuelle emner? Jeg ved det ikke.

En passant skal her nævnes, at Johan Ludvig Heiberg-artiklen er fuldstændig omskrevet, så man nu rent faktisk har mulighed for at lære om Heiberg i en ganske vist kort artikel, men den er der, og den er oplysende.

De store
Tager man nogle af de store filosoffer fra oplysningstiden og frem, Immanuel Kant, G.W.F. Hegel, Nietzsche, Martin Heidegger og Theodor W. Adorno, så er de alle både omskrevet og stærkt udvidet – måske tydeligst ved Heidegger, der er gået fra at have en artikel på 11 afsnit i 1. udgave til at strække sig hen over mere end seks sider – og så har man valgt at fjerne den billedlige fremstilling af Heideggers tænkning, hvilket nok er en ganske udmærket idé.

Også antikkens store har været udsat for en omskrivning, så nu får Platon mere spalteplads, mens Aristoteles overraskende nok får mindre. Det siger selvfølgelig ikke noget i sig selv, at en filosof får mere eller mindre plads, for det redaktionelle valg skulle selvfølgelig gerne gøre, at hver enkelt artikel bliver bedre. 

Omskrivningen af disse filosoffer synes at have tjent samme formål som med udgivelsen af den 3. udgave generelt; der er blevet lagt vægt på formidlingen, så jeg på mange måder godt kan se, at udgivelsen er blevet mere læservenlig.

Afsluttende bemærkning
Gensynet med Politikens filosofileksikon har i nogle henseender været en lidt skuffende oplevelse. Værket har uden tvivl stået i et let romantiseret lys, fordi jeg som ung havde et fantastisk dannelsesværktøj i leksikonet, men til trods for det virker det, jeg sidder med i hænderne i dag, til i hvert fald stedvist at være en smule sjusket udformet, som om redigeringsarbejdet har været fremskyndet, hvilket jeg selvsagt kun kan gisne om.

Der er stadig mange gode opslag at gøre, og det er stadig en bog med fine, velformuleret opslag, der kan gøre en klogere på mangt og meget, men ikke desto mindre er det bekymrende, at jeg med tre nedslag rammer ind i ovenstående oplevelse. Det kan være et tilfælde, men det problematiserer i hvert fald min oplevelse af værket generelt.

At vi overhovedet har et værk som Politikens filosofileksikon i Danmark er derimod en virkelig fin prioritering af Politikens Forlag, fordi markedet er som det er. At udgive et filosofisk leksikon og både formå ramme bredt formidlende og fagligt oplysende er til stadighed en kraftpræstation. Kommer der på et tidspunkt en 4. udgave af leksikonet vil en mere gennemgribende redigering være nødvendig, så artiklerne i det mindste afspejler ikke bare de hjemlige fordomme, men den internationale forskning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s