Solipsismen eller fra intimsfærens bankerot

Jeg bor i Sverige
Sonja Åkesson
Forlaget Lesen, 2018.

Oversættelser er interessante af flere årsager; men nogle gange ikke så meget på grund af teksten i sig selv, som fordi oversættelsen siger noget om det blik, der i den oversatte tekst stirrer tilbage på den tid, oversættelsen placeres i; mere om det sidst i anmeldelsen.

Svenske Sonja Åkesson, der kom af en arbejderfamilie, sammenlignes fra tid til anden med Tove Ditlevsen, der er blevet mødt med fornyet interesse gennem de senere år – især fra den yngre generation af kvindelige forfattere. Hos begge digtere ser man de samme registreringer af kvindelivet, samme blik på hverdagen, det almindeligt levede liv. Som sådan er det måske ikke så mærkeligt, at lige netop Åkesson oversættes til dansk netop nu – hvor det middelmenneskelige er ophøjet til norm, det vil sige middelklassens nydende blik på sig selv.

Det sagt har jeg ikke nogen særlig respekt for hverken Ditlevsen eller Åkesson. Begges største bedrift synes i et eller andet omfang at have været kvinder.

Middelklassens indadvendte blik
”Jeg bor i Sverige” er en digtsamling, der ved hjælp af talesprog afsøger kvindens placering som subjekt i et småborgerligt samfund, men uden at gøre op med de underliggende strukturer – andet gennem en poetisk udfordring af det stiliserede poetiske sprog (sådan ca 20 år for sent i Sverige og 40-50 år i Europa).

”Og jeg husker da du udbredte dig om
at du aldrig rigtigt har kunnet lide mig
at du tog mig af pligt
og et slags hensyn
fordi jeg var med barn”

Er det så virkelig alt, der skal til? En åbning mod samfundets uudtalte? Men er det nok, spørger jeg, uden kunstnerisk omhu, er det nok bare at tale ind i tabuet, at provokere? Hvis dét bliver for meget kan man som læser rekurere til lister med vælling eller ”Juleregnskab”, der opregner julemad og gaver. I bedste Stanley Fish-stil er det den enkelte, der definerer hvad et digt er.

Jo, man forstår vel egentlig godt fascinationen af Åkesson; her taler jo den samme småtskårne stemme, der stortrives i dansk digtning – med samt det plirrende blik ind i sig selv – og så skulle der være tale om politisk digtning, et opgør med patriarkalske strukturer. Nej, jeg tænker, at de skal lære lugten af fattigdom at kende først – og så kan de øve sig på det politiske efterfølgende. For ærlig talt giver jeg ikke meget for det privilegerede blik på samfundet, hvor middelklassens værdifællesskab placeres som det selvfølgelige afsæt for enhver kritik af det bestående.

For det er det, der er problemet i dag med rigtig meget politisk digtning. Den skrives et sted fra, hvor man har sit på det tørre; indignationen er medieret gennem en virkelighed, der instrumentaliseres med henblik på underholdning.

Primatskrig
Senere i bogen er der en dialog, der breder sig ud over næsten 30 sider, der får mig tro at det at stirre på en hvid væg ville være mere underholdende. Mens Duvå falder i svime over det afsluttende lyddigt, ”Naaaij”, der er et teatralsk primalskrig, stiller jeg spørgsmålstegn ved om det overhovedet giver mening at omtale bogen:

”åååååååååååååååååååååååå
ajajaj o ajajajaj o ajajaj
ooooooooooooooooooooo
oaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoaoa”

Holder man ud, lander man i et langtrukkent nej, og det gør jeg også. Hverken tematisk eller skriftligt er her ret meget at komme efter.

Men litteraturhistorisk er bogen / oversættelsen interessant ud fra spørgsmålet: Hvorfor nu?

Liv Nimand Duvås efterord
Når man læse Duvås efterskrift er der én ting, der går igen gennem det hele: jeg, mig og min. Duvå spejler sig selv i Åkesson, og dette blik på blikket på Åkesson forsøger at give autoritet til det poetiske projekt Åkesson, står for. En vending mod det kvindelige er en vending mod intimsfæren. Det kunne også have været en vending mod og overtagelse af det maskuline rum, som man også så ofte har set, men det, der som oftest er sikkert, er at hverken kvinden som digter eller menneske formår at sprænge det intime som en dualitet. Status quo opretholdes.

Sonja Åkesson var den første til at indføre de kvindelige domæner i svensk digtning. Hun var en del af det nyenkle gennembrud hvor man skrev i en uromantisk, ligefrem tone, og hun var i 1960’erne en af de mest læste digtere i Sverige.

Det hedder videre:

Det er opløftende at digte der eksperimenterer med formen og udvider grænserne for hvad der kan kaldes et digt, alligevel har haft så bred en læserskare.

Med andre ord er Åkessons fornemste nybrud dette, at hun er kvinde og skriver om det at være kvinde – og har formået at få en bred læserskare. Duvå udstiller efterfølgende sin egen litteraturhistorisk, privilegerede stilling ved at påkalde sig en bestemt litteraturhistorisk tolkning, der er den, der i dag definerer, hvad der er litteratur og hvad, der ikke er – det vil med andre ord sige, at Duvå giver stemme til den tolkning af litteraturen, som i dag kanoniserer eller forskubber fra centrum.

Det autoritative træk i Duvås (med)kanonisering af Åkesson er, at med hende opstår et politisk projekt, hvor det private, det singulære i intimsfæren får fortolkningsretten i forhold til virkeligheden. “Det private bliver brugt til at sige noget om de generelle strukturer på en intim måde”. To spørgsmål – hvorfor behovet for at udtrykke at strukturer er generelle? Hvorfor vedhæfte det lille “på en intim måde”? Jeg mistænker Duvå for netop her at give ord til 10’ernes poetik: Det intime har forrang, følelsen, den altid individuelle følelse har forrang for tanken. Vi tænker ikke med Åkesson, men får opregnet et katalog over husmoderens verden i 60’erne.

Hvad kommer denne moderne interesse for lister af? Listen opregner virkeligheden – sådan ser man det også hos Jørgen Leth. Men den opregner ikke bare en virkelighed, den giver et udsnit, den definerer rammerne, den fortæller, hvor vi skal vende blikket hen – som offentlighed er vi defineret af dette krav om at se i en bestemt retning. Det er ikke bare kvindejeget, der er krøllet ind i sig selv, det er en moderne syge … i hvert fald i digtningen, hvor mange har nok i dette indadvendte blik.

Jeg, siger digterne, er afsæt for digtningen, det politiske, det moderne. Dét er ikke at udvide grænserne for, hvad der kan siges, men at kaste sig hovedkulds ud i solipsismen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s