Mellem skin og sandhed

Tårndigte
Friedrich Hölderlin
Forlaget Wunderbuch, 2016.

I over 30 år af sit liv befandt den tyske digter Friedrich Hölderlin sig i et tårnværelse i Tübingen, hvorfra han ikke bevægede sig særligt meget ud af. Han modtog besøg af venner, beundrere og nysgerrige, men brugte ellers tiden til at skrive. Det leder mine tanker over på Ezra Pound, der i en årrække var indespærret i et sindssygehospital i staterne, hvor også venner, bekendte og nysgerrige besøgte ham. Der havnede han  efter en partisangruppe havde tilfangetaget ham og overgivet ham til de allierede ved afslutningen på Anden verdenskrig. Hölderlin havnede i sit tårnværelse efter et psykisk sammenbrud på en rejse hjem fra Italien. Begge digtere var geniale og stod ud fra sin samtid i mere end en forstand.

Tårndigtene er udgivet et smukt auberginefarvet hellærredbind med guldfarvet læsebånd.  Til digtene findes et forord skrevet af oversætteren, Ejler Nyhavn, og et efterord skrevet Jørn Erslev Andersen. Bogen er illustreret med s/h-billeder fra Peter Brandes arbejde med en Hölderlin-figur. Det er alt sammen smukt forarbejdet i det fine bind, som der er kommet flere af blandt de danske udgivelser, men dette bind skiller sig alligevel positivt ud i forhold til størstedelen af de godt forarbejdede udgivelser, der er begyndt at komme i dansk regi.

Oversættelsesstrategien
I forordet begrunder Nyhavn sin “oversættelsesstrategi”. Det har været

vigtigt for mig, at dette radikalt anderledes valg af formningsvilje som Hölderlin har i tårndigtene, den sidste halvdel af hans liv og skaben, der afslutter hans så strenge arbejde med vers med den nødvendighed man nu ønsker at forstå den som, er særtegnet i oversættelsen med netop det samme skifte i valget af versstrategi fra Hölderlins side. At det indfødte og jambiske, rimede står i modsætning til de foregående tiders latiniserede, rimløse metrik.

Og her begyndte så refleksionen. Hvordan gennemføre rimet i disse digte uden at benytte oversættelsesarbejdet i versene til netop at skabe rimene, og dermed ikke kunne bringe den egentlige grund til at læse Hölderlin frem, som i tårndigtene ikke er rimkunsten. Det er det ikke. Omvendt er det (ende)rimene, der strukturerer strofen og benyttes til, som det oftest i denne periode i den tyske litteraturs historie er tilfældet, at give filosofiske modstillinger billedlige. At rimene i tårndigtene på sin vis giver afkald på megen elegance og letløbendehed, men ofte kan virke som obligat markering i periode- og versinddeling, dét er en anden sag.

Hvordan markerer så Nyhavn denne anderledes “versstrategi” i sin oversættelse? Ikke ved rim så meget som gennem assonans, men dog er det jambiske metrum bibeholdt. Det irriterer mig en smule, at Nyhavn anser det for nødvendigt, at begrunde sit tilvalg af assonansen med henvisning til rappen og den klanglige markeringer. Jo, det sker med henvisning til, at rapversene er rimede, men altså er det meste pop og i hvert fald engelsksproget verskunst det? For mig låner rappen ikke autoritet til Nyhavns formmæssige valg – snarere tværtimod med henblik på, at en begrundelse overhovedet skulle være nødvendig, som om de foretagne valg ikke kan bære sig selv igennem i digtene.

Efterordet
Andersen giver et fint og reflekteret overblik over Hölderlins digtning, dens udvikling, særkende og historiske virkning, ligesom han laver nogle fine filosofiske læsninger af digtene. Hölderlin sættes ind i en historisk kontekst – både biografisk og litteraturhistorisk. Men man sidder også hurtigt tilbage med en følelse af, at Andersen har haft travlt med at distancere sin egen forskning omkring Hölderlin i forhold til andre forskere og traditioner, og dermed bliver efterordet også en måde at positionere sin egen forskning på – det havde passet bedre ind i en almindelig akademisk udgivelse end i et efterord, men det er smag og behag.

Hölderlins digtning inddeles i fire faser. Første fase er ungdomsdigtningen, mens anden fase (1790-1800) indeholder brevromanen Hyperion – eller eremitten i Grækenland og formmæssigt betegnes som idealistisk klassicisme. Her sker også et skifte i digtningen frem mod 1800, hvor tredje fase indledes og de store værker, vi primært kender i dag, stammer fra. Andersen giver tredje fase og vendingen, den omfatter, betegnelsen græsk manierisme, der dækker over en “inspiration fra den oldgræske odedigter Pindar”.

Vendingen er blevet kaldt den moderne digtnings fødsel ud af antikkens ånd og intoneres af den ufuldendte og Pindarinspirerede ode ‘Som når på højtidsdage …’ (Wie wenn am Feiertage …) fra år 1800 og ledsages af Pindar-oversættelserne og Pindar-fragmenterne.

Sidstnævnte kan en passant nævnes udkom i 2016 på Forlaget virkelig.

Den tredje fase, altså vendingen mod græsk manierisme, betegnes også som senværket, og det er her man kan finde en lang række af de digte, der først blev tilgængelige i en filologisk acceptabel udgave i 1916, og som katapulterede Hölderlin ind på den internationale scene som en “litterær superstjerne”.

Indtil da var han marginaliseret i den officielle tyske litteraturhistorieskrivning. Filosoffen Wilhelm Dilthey og forfatterne Stefan George, Georg Trakl, Rainer Maria Rilke og Hermann Hesse er blandt de få, som inden 1916 tog Hölderlins digtning alvorligt,

Siden har Martin Heidegger kanoniseret Hölderlin inden for sit eget værk, og herhjemme har Per Højholt, Peter Laugesen og Peter Seeberg været i tæt dialog med Hölderlins værk.

Digtene / oversættelsen
Men i sidste ende handler det hverken om for- eller efterord, men om hvorvidt digtene lykkes på dansk. Uanset hvor gerne jeg ville have, at det var tilfældet, så synes jeg faktisk at oversættelsen her og der er alt for knudret i forhold til det tyske forlæg, der jo ganske tit er fuldstændig ligetil. Heldigvis er den tyske original trykt på venstresiderne, mens oversættelsen befinder sig på højresiderne. Sådan kan læserne selv bedømme Nyhavns dispositioner.

På side 31 kan man til eksempel læse følgende oversættelse:

I livets linjer er forskellighed
Som veje er, og ligesom bjergets tinde.
Hvad vi er hér, kan dér en gud fuldende
Med harmonier, evig løn og fred.

Rimskemaet er tydeligt på tysk, nemlig ‘abba’, men i den danske ses dette knapt så tydeligt og assonansen strækkes til sit yderste ved faktisk kun at indeholde det optiske bogstavrim. Således skal ‘-hed’ i forskellighed strække sig helt ned til og skabe resonans i ‘fred’, men det sker ikke; lydligt er der ikke nogen sammenhæng. Lige så lidt er der noget at hente i ‘tinde’ og ‘-ende’ i fuldende, dog findes herden afsluttende  [ə]-lyd, men det er stadig noget tyndt. Hvad være er, at det mundrette “Die Linien des Lebens sind verschieden / Wie Wege sind”, på dansk bliver til det knudrede og svært forståelige “I livets linjer er forskellighed / Som veje er”. Det mere konkrete tyske forlæg bliver til en abstrakt og bagtung linje på dansk.

Det er et lille digt, men det kaster lys over svagheden ved denne Hölderlin-oversættelse. Det er ikke fordi, der ikke er gode ting at hente i bogen, men den kunne have været meget bedre, og det er vel i og for sig den største anke, jeg kan finde at holde mod bogen.

Det er i øvrigt heller ikke sådan, at en oversættelse kun er vellykket, hvis forholdet mellem original og oversættelse er 1:1. Det kan heller ikke lade sig gøre; enhver oversættelse kaster skygger, men en oversættelse skulle nødig gøre originalen sværere fattelig på det nye sprog, og det er desværre tilfældet her. Det er et problem på flere niveauer, hvoraf et er, at Hölderlins digtning, ud over at være forførende, også kan være temmelig svær at komme ind på livet af, da den både i tredje og fjerde fase er ret så tanketung og indadvendt.

Det er gennemgående for Tårndigte, at digtene ofte er opbygget omkring naturen – udsigten fra tårnværelset, som den præsenterer sig for digteren i de skiftende årstider. Den sene Hölderlins poetik indebærer en vekselvirkning mellem konkrete sansninger, naturobservationerne, og langt mere filosofiske, abstrakte linjer, der giver digtningen en vanskelig reflekterende karakter. Som Jørn Erslev Andersen skriver indledningsvist i efterordet, så findes der “ingen nemme tilgange til [digtene], og de må naturligvis stå deres prøve på hin enkelte læsers forudsætninger og interesser”. Et eksempel herpå kunne være digtet på side 61:

Den åbne dag for mennesker er lys med billeder,
Når grønt sig viser fra de fjerne vidder,
Endnu før aftenens lys mod skumring glider,
Og disen blidt gør dagens skinnen mildere.
Tit synes verdens inderhed omtåget, lukket,
Menneskets sind, af tvivl fyldt op, nedtrykket,
Den pragtfulde natur opmuntrer så dets dage,
Og fjernt står tvivlens dunkle spørgsmål.

Digtets første fire linjer er en refleksion over naturen og dens indvirkning på mennesket; dagen er åben og lys med billeder. I modsætning hertil synes verden ellers ofte nok at være lukket. Skiftet fra naturen, som objektivt til stede uden for mennesket, til verden, som er subjektivt givet med mennesket, er også et skift fra sansning til refleksion, idet en skuen ind i “verdens inderhed” er en væsensskuen, en filosofisk erkendelse af tingenes tilstand. Men det er ikke en klar og tydelig refleksion, for verdens inderhed er omtåget og lukket, hvilket påvirker menneskets sind med tvivl og nedtrykthed. Men så skiftes der til naturen igen, og her præsenteres den nu som en trøst for mennesket, der kan holde tvivlen på afstand.

Digtet er i og for sig enkelt, men samtidig skjuler enkelheden en tanketung erkendelsesproces forbundet med naturen og verden, mellem det objektive og det subjektive, mellem det umiddelbart givne og sprogløse, og den filosofisk reflekterende italesættelse.

Mellem skin og sandhed.

Der er ingen tvivl om, at for Hölderlin er digtningen ikke bare underholdning eller formeksperimenterende processer, men en særegen erkendeform, hvilket også trækker spor frem til i dag (i parentes nævnt, så er denne specifikke del af Hölderlins poetik stadig virksom enkelte steder i moderne dansk digtning). Det er virkelig sandt, at Hölderlin er den moderne digtnings jordmoder – eller i hvert fald for en gren heraf.

Uanset hvor gerne jeg ville være helt ellevild over oversættelsen fra Nyhavns hånd på Wunderbuch, så når jeg desværre bare ikke helt derop. Det er klart, at Nyhavn har gjort et udmærket stykke arbejde, men det kunne have været bedre – og det irriterer mig flere gange i løbet af læsningen. På den anden side, så foreligger en vægtig del af Hölderlins værk nu på dansk, og det kan man trods alt ikke være andet end taknemmelig for. Det er jeg i hvert fald, alt imens jeg afventer en ny udgave, der står skarpere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s