Brøggers Julesang

Suzanne Brøgger
Julesang, 2018.

Brøgger har skrevet en ny julesang, der reflekterer over det religiøse, med særligt fokus på det kvindelige i skikkelse af Jomfru Maria, der ikke rigtig har nogen plads i den reformerte kirke. Der er således al mulig grund til i hvert fald i udgangspunktet at glæde sig over, at nogen tager fat på såvel det religiøse som det feminine i det religiøse. For hvor er det feminine i den lutherske folkekirke?

Julesang

1. Det barn er født – en evig glød –
Maria bar den i sit skød,
den brændende busk,
åh, den vil vi husk’!
Halleluja
Halleluja
2. Det var den busk fra Moses’ tid
Til den hun satte al sin lid
og der var hun viis
så klar og præcis
Halleluja
Halleluja
3. Og var det mon Esajas’ skud?
Den spire, som går aldrig ud?
Den varmer og spår
Om snarligt forår.
Halleluja
Halleluja
4. Nu julerosen skyder op
Som ilden i Marias krop
Hold op med at frys’
Med sang og med lys
Halleluja
Halleluja

På litteraturens præmisser
Enhver sang skal selvsagt synges, og det gælder sjovt nok også for Brøggers, og det hjælper da også en smule at høre den fremført, men enhver sang, hvis den vil tages alvorligt som litteratur, skal også fungere på netop de præmisser.

Uanset min indledende velvilje i forhold til de emner Julesang behandler – det religiøse og det feminine – fungerer teksten simpelthen ikke. Endelser kappes to gange for at få et rim og der benyttes ved flere lejligheder omvendt ordstilling. Men lad det så være, som det er, for hvad er det overhovedet sangen siger?

Første strofe indledes med den lidt spøjse formulering “Det barn er født”; ikke et barn, men det som i dette bestemte barn, hvilket er okay, der er trods alt tale om Jesus, men ikke desto mindre en formulering, der kalder på et ophold, hvilket kan være tematisk båret, idet forundringen over formuleringen måske kan kaste en refleksion af sig. For mig kommer den indledende sætning dog til at stå en smule anstrengt. Det nyfødte barn lignes herefter ved en glød, som moderen bar. Glød rimes på skød, hvilket kan være et bevidst opgør med en teologi, der tilsidesætter sanseligheden ved at ligestille den med det onde – fx i Johannes’ Åbenbaring, hvori jorden, og dermed kødet er ondt og tilhører Satan – både i direkte og overført forstand.

Herefter kommer så et af disse rim, der får alt til at stritte i mig.

den brændende busk,
åh, den vil vi husk’!

Den brændende busk, kan både være en henvisning til Gud, jævnfør tornebusken, og i moderne sprogbrug Marias kønsbehåring, der i en eller anden forstand er i brændende? Men rimkonstruktionen: “åh, den vil vi husk’!”. Det er næsten ikke til at holde ud. Infinitivendelsen skæres bort og for at det ikke er nok afsluttes linjen med et udråbstegn. Det skriger til himlen. Ikke nok med det anstrengte rim, så krydses der fra en fødselsscene til en åbenbaringsscene, der intet har med hinanden at gøre – samtidig med at det feminine instrumentaliseres med henblik på livmoderen – det glødende skød.

Anden strofe hjælper folk med dårlig hukommelse, men tilføjer ikke rigtig noget nyt til Maria-skikkelsen: “Det var den busk fra Moses’ tid / Til den hun satte al sin lid / og der var hun viis / så klar og præcis”. Dybest set står her blot, at Maria satte sin lid til Gud, og i det var hun vis … og præcis, hvad så det måtte betyde. Hvordan er man upræcis i sin sætten sin lid til Gud? Her må Brøgger så gøre vold på sproget for at få det til at makke ret i forhold til meteret.

Tredje strofe kredser omkring Esajas og profetien om kvisten, der her bliver til en “spire, som går aldrig ud”. Den sproglige umodenhed i denne linje er mærkelig påfaldende i og med forfatteren er Brøgger. Esajas profeti tolkes retroaktivt og helt i overensstemmelse med traditionen som en anelse om Jesu fødsel.

Fjerde strofe forskyder fokus fra forårets spiren til julerosen; det er et lidt påfaldende skifte i årstid på den måde, men ikke uhørt. Jesus (julerosen) lignes nu igen ved “ilden i Marias krop”, og ild i denne sang synes at være forbundet både med noget helligt og kvindens fødeevne. Der gøres ikke mere ved billedet end det. Det får lov at stå uforløst, for de næste to linjer lyder: “Hold op med at frys’ / Med sang og med lys” – altså når bare vi synger og tænder lys i mørket vil vi ikke fryse, som måske er lig med døden. Endnu en gang formår Brøgger ikke at danne et rim uden at falde tilbage på en ugrammatisk konstruktion.

Uklar
Det feminine hos Brøgger er påfaldende konservativt, idet gudsmoderen ikke lovprises for hendes feminine styrker, som man ser i flere katolske bønner, men fuldstændigt kopierer Luthers henvisning af kvinden til sengen og køkkenet. Den kreative ild er hele vejen igennem forbundet med livmoderen, hvorved Brøgger i bedste fald fremhæver det banale faktum, at kvinder kan føde børn. Ved siden af dette paralleliseres Gud med kønsbehåring.

Teologisk er jeg ikke sikker på, at Brøgger når langt ved at påpege at vi bare skal synge og tænde lys, for ikke at dø – altså (tænker jeg) få evigt liv. Eller også mener hun simpelthen, at hvis bare vi synger og tænder lys, skal vi nok holde varmen. Der er endvidere noget problematisk over relatere Gud til kønsbehåring.

Sprogligt er Brøgger Julesang ikke udtryk for noget godt håndværk. Den omvendte ordstilling skaber tvetydigheder og uklarhed og passer i det hele taget ikke ind i det man ville kunne forvente af en af Danmarks mest feterede forfattere. Dertil kommer fjernelsen af infinitivendelserne, der er påfaldende og i hvert fald sætter et andet sprogregister i værk, som på sin side falder ved siden af resten af teksten – jeg oplever det dog snarere som en manglende evne til at skabe rim.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s