Afbalanceret og informativ gennemgang af Jesus-figuren

Jesus

jesus_haandbibl

Kasper Dalgaard
Bibelselskabets Forlag, 2018.

I 2018 har Bibelselskabets forlag lanceret en ny bogserie samlet i Bibelselskabets håndbibliotek, og dømt ud fra, hvad jeg har læst indtil videre, bliver det et spændende bibliotek at følge. Teksterne er formidlet på en god måde, hvor der er lagt vægt på den informative formidling, der belyser et emne fra flere vinkler. Bindet Jesus lægger således vægt på en historisk gennemgang af nogle af de billeder eller fremstillinger af Jesus, som har været bestemmende til forskellige tider. Værket begynder ved mennesket Jesus og adoptionsteologien fra Markusevangeliet og slutter af med Koranens Jesus-fremstilling.

Bogen er inddelt i tre hovedkapitler, hvert med tre afsnit. Første kapitel er “Den klassiske Jesus”, andet kapitel er “Den historiske Jesus”, og det sidste og tredje kapitel er “Den hemmelige Jesus”.

Den klassiske fortolkning
Dalgaard begynder portrættet af Jesus med en gennemgang af det tidligste evangelium, Markusevangeliet, forfattet omkring 70 e.v. Evangeliet er placeret efter Matthæus- og Lukasevangeliet, fordi man længe anså det for at være en dårlig kopi af Matthæusevangeliet, men går i realiteten omkring 10 år forud for de to andre evangelier og er således det ældste vidnesbyrd, vi har omkring Jesus og kristendommens fødsel. De to andre evangelier genbruger store dele af Markusevangeliet, Matthæusevangeliet omkring 90%.

Markusevangeliet arbejder med det, der i fagsproget hedder adoptionsteologi. Adoptionsteologien går ud fra et menneske adopteres af Gud, som det skete med de jødiske konger. I Markusevangeliet er Jesus således blot et menneske, der på et tidspunkt opsøger Johannes Døberen for at blive døbt. Ved dåben i Jordanfloden tager Helligånden bolig i Jesus og han har således en todelt natur – helt menneske og helt Gud, ja, Jesus virker faktisk af og til lidt forvirret over, hvad Gud bruger hans krop til. Denne tankegang bliver senere dømt som kættersk, men evangeliet er ikke desto mindre til stede i Det nye testamente.

Vær i øvrigt opmærksom på, at Markusevangeliet omtaler Jesus som Marias søn, hvilket i datidens termer var ensbetydende med at sige, at Josef, som først dukker op i Matthæusevangeliet, ikke var far til ham, og at Maria var blevet gravid med Jesus uden for ægteskabet. Det er ikke nedsættende om Jesus i Markusevangeliet, men derimod et praj til alle andre mennesker om, at denne mand, uægte søn af Maria og ven af samfundets udstødte, blev adopteret af Gud ved at få Helligånden i sig – når Jesus altså kan, kan vi andre også.

Markusevangeliet er skrevet for hedenske kristne, mens Matthæusevangeliet er skrevet for jødekristne med fokus på kristus som den ventede salvede, der skal udfri jøderne; derfor opregner forfatteren bag også Jesu aner tilbage til Abraham.

Det kan altså godt være, at Matthæusevangeliet genbruger omkring 90% af Markusevangeliet, men det er samtidig omkring 60% længere. Hvad bruges den ekstra plads på? Kort sagt at bevise, at Jesus ikke bare var et tilfældigt menneske, men allerede var udvalgt inden fødslen, og han genopstod virkelig, idet det blev bevidnet af flere personer – der måtte altså ikke kunne herske tvivl om den mirakuløse opstandelse.

Lukasevangeliet er fra ca. 90 og har igen et nyt fokus på historien om Jesus; nemlig det at få spredt Jesus’ ord til alle egne af jorden. For Lukasevangeliets målgruppe er alle de nye hedningekristne. Det spændende er, at forfatteren tydeligt fortæller, at selvom der har været mange andre udgaver af fortællingen om Jesus’ tid på jorden, så er det hans historie, der er den rigtige, og at det derfor er den, der bør læses for at forstå, hvorledes hele verden kan frelses via Jesus.

Hvor Matthæusevangeliet tager sit afsæt i Abraham, som Jesus føres tilbage til, så fører Lukasevangeliet Jesu aner tilbage til Adam. I Matthæusevangeliet er Jesus kulminationen på den jødiske historie, mens han i Lukasevangeliet er fuldbyrdelsen af skaberværket.

Lukasevangeliet giver os juleevangeliet, der læses op i kirken hver jul, men det giver os også et indblik i Jesus som dreng. Han var stærk og lydig mod sine forældre, og så blev han efter omskærelsen præsenteret i templet, der nu er Guds hus – og ikke udgangspunkt for magten, som i Markusevangeliet. Her bliver han udråbt “gudsfolkets frelse” af Simeon og Anna.

Lukasevangeliet har primært fokus på at fremstille Jesus’ liv som en naturlig begyndelse på kirkens eksistens: Jesus er den, der begynder missionen med sit budskab, der i Lukasevangeliet er henvendt til alle verdens mennesker.

Johannesevangeliet er Biblens yngste evangelium, idet det er skrevet ca. år 100 e.v. eller senere.

Hvis vi betragter udviklingen i Jesus-forståelsen i de tre forudgående evangelier, så er Jesus gået fra at være meget menneskelig til langsomt at blive mere og mere guddommelig. I Johannesevangeliet finder vi den mest guddommelige og overmenneskelige version af Jesus. Forfatteren er optaget af at beskrive Jesus som det præeksisterende ‘Guds ord’ – en guddommelig størrelse, der har eksisteret til alle tider, fra før skabelsen blev skabt, og dermed er medskaber sammen med Gud.

Som Dalgaard også skriver, så er den indledende beskrivelse fra Johannesevangeliet forfattet i et både smukt og poetisk sprog. I Johannesevangeliet er fokus forskudt fra dåb til døde-skemaet til et himmel til jord til himmel-skema. Dermed er Jesus ikke længere bare et menneske opfyldt af Helligånden efter dåben, men er helt Gud, og således var Gud helt til stede i verden med Jesus – “i Jesus er Gud”.

Til trods for de store forskelle Markusevangeliet og Johannesevangeliet imellem, som Dalgaard skriver, så findes de begge i Det nye testamente og evangelierne peger tilbage på, hvordan Jesus-forståelsen udviklede hen over det første århundrede efter Jesu fødsel, dåb og død.

Paulus og Johannes’ åbenbaring
Paulus’ Jesus er en præeksisterende skabning, som i Johannesevangeliet, hvor Ordet var i begyndelsen og blev kød. Dette har selvfølgelig en vis vægt, idet Paulus ikke behøver at hente autoritet gennem apostlene, men gennem sin åbenbaring kan hente sin autoritet direkte fra Jesus. Det betyder også, at Paulus opgør med Markusevangeliets adoptionsteologi har en vis autoritet,

Men derudover lever, missionerer og skriver Paulus i en klar forventning om, at han og menighederne, han besøger, lever i den sidste tid, hvilket skaber teologiske spørgsmål, når for eksempel en broder dør, der gennem Jesus burde have taget del i det evige liv.

Den sidste tid er det Johannes’ Åbenbaring beskæftiger sig med. Skriftet er fra cirka 95 e.v. og er skrevet af en Johannes, der befinder sig på øen Patmos, som derudover nærer et stort had til verden. Verden er kontrolleret af Satan, og dens magthavere er hans lakajer. I Åbenbaringen er der intet menneskeligt over Jesus, han er den, der sætter dommedagen i gang, og det er denne tid Johannes får åbenbaret direkte fra Jesus.

Når Satan og hans dæmoner er besejret, står menneskene tilbage, hvorefter de vil blive dømt og de få gå ind i det himmelske Jerusalem.

Den historiske Jesus
I afsnittet om den historiske Jesus gennemgår Dalgaard nogle af hovedpointerne i udviklingen af den ortodokse eller godkendte Jesus over for de kætterske grupperinger. Det er en historie om, hvordan de kristne menigheder går fra ekstrem forfølgelse til, under den romerske kejser Konstantin, at blive anerkendt kirke og derfra til at blive primus motor i forfølgelserne af anderledes tænkende kristne.

Kampen mod kætterierne pågår sideløbende med, at den ortodokse kirke diskuterer de teologiske problematikker omkring for eksempel treenighedens natur. Dalgaard beskæftiger sig med fire af disse kætterier, der i samtiden opfattes som hovedfigurerne i truslen mod den sande kristendom og dermed sjælenes frelse. Den første er arianismen, hvis kerne er den, at der findes et hierarki inden for treenigheden, således at Jesus og Helligånden er i tiden, hvorved Jesus heller ikke er uskabt og sand Gud af sand Gud. Den anden er doketismen, hvor Jesus nok er helt Gud, men da netop ikke helt menneske, Jesus synes kun sådan. Den almægtige Gud behøver ikke at dø for at kunne forårsage en forandring, der er metafysisk nødvendig. Den tredje er adoptionismen, som vi allerede kender fra Markusevangeliet, hvor Jesus er fuldt menneske. Adoptionisterne mener, at Helligånden indtager Jesus ved dåben og først guddommeliggøres efter sin død.

Endelig er der gnostikerne (af græsk gnosis for viden), som er et paraplybegreb, der dækker over en lang række forskellige grupperinger. Fælles for de mangeartede gnostiske retninger er troen på en (ond) verden, skabt af en demiurg (græsk for bygmester – jævnfør i øvrigt nutidens frimureri), som det kræver en frelser at forløse gennem et hemmeligt gnosisord.

Disse kætterier er på mange måder den anden side af trosbekendelserne – nærmest hvert led i storkirkens troslove er defineret i kampen mod netop disse teologiske idéer om, hvem Jesus (også) var.

Barndomsevangelier og islams Jesus
Dalgaard afslutter sin lille bog med en gennemgang af flere apokryfe barndomsevangelier, der er interessante ud fra et religionshistorisk perspektiv, tænker jeg, men for mit eget måske mere snævre interessefelt, giver denne del ikke så meget; jeg ville hellere have haft, at Dalgaard havde brugt mere tid på de kætterske strømninger, fordi det har mere historisk relevans og har en anden påvirkningshistorie – ofte i negativ forstand. Mere interessant finder jeg den korte gennemgang af Koranens Jesus, hvor der nok er tale om en udvalgt person, men stadig ikke sand Gud af sand Gud. Koranens tolkning af Jesus ligger på linje med Markusevangeliets adoptionsteologi. Omtalen af Jomfru Maria er positiv fra ende til anden og Maria er den eneste kvinde i Koranen, der nævnes ved navn. Hun er indgydes Allahs ånd og føder et vidunderbarn, der kan tale fra fødslen og som kender hele Allahs plan. Jesus er altså ikke Allahs søn, men Marias søn, som det også hedder i Markusevangeliet. Jesu gerninger anerkendes sammen med miraklerne, og hans fremmeste opgave er at bane vejen for Muhammed.

Her er tale om, som jeg også skriver i overskriften, en både balanceret og ikke mindst informativ rejse gennem de mange Jesus’er, der har eksisteret gennem tiden og fortsat eksisterer. Dalgaard præsenterer et velargumenteret og godt formidlet dokument omkring, hvem Jesus kunne være. Alligevel kan jeg ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at her er mere tale om et komparativt studie end et studie, der tør satse på om ikke én Jesus, så dog en kritisk horisont for forståelsen af Jesus. Det må stå klart for enhver, der har læst bogen, at det ikke er nogen nem opgave, men måske er det en nødvendig opgave? Jeg er ikke teolog og er derfor i disse spørgsmål på udebane, men jeg kan dog forholde mig undrende – i hvert fald når Dalgaard i sin epilog skriver følgende:

Samlet set viser kilderne os dog tydeligt, at der altid har været mange Jesus’er. Fra de tidligste kristne skrifter – Paulus’ breve fra 50’erne – og frem til en ren symfoni af forskellige forståelser af, hvem frelseren kunne være. Det kan virke forvirrende eller forstyrrende, at selv de tidligste kristne på en sådan måde viderefortolkede Jesus, men der er også mange fortræffeligheder at tage med sig op til i dag fra disse Jesus’er. Det viser os nemlig, at kristne altid har været mange forskellige typer af mennesker: fattige og rige, slaver og frie, børn og voksne, sexhungrende og sexforskrækkede, kvinder og mænd osv. Alle disse forskellige mennesker har levet forskellige liv, og derfor har de – ligesom moderne mennesker – haft brug for en Jesus, som lige præcis de har kunnet relatere til, en Jesus, som lige netop de har kunnet tro på.

Måske er det det, måske er virker spørgsmålets kompleksitet og de mange ligebyrdige fortolkninger forstyrrende på mig? Jeg er ikke sikker på, at det er det. Hvad jeg mangler her er troens vidnesbyrd; hvad Dalgaard præsenterer os for er ikke troen, men en kritisk filologisk gennemgang af diverse tekster om Jesus. Men får han på den måde fat i Jesus? Får han lige præcis ikke fat på ham som andet end et menneske om hvem, der findes en række indbyrdes uenige skriftlige udsagn om.

Derudover får jeg ærlig talt kaffen galt i halsen, når jeg læser, at Dalgaard taler om rige og fattige som forskellige typer. Det er ikke svært at se i hvert fald nogle socioøkonomiske fællestræk hos fattige, men skulle denne type så have brug for én bestemt slags Jesus, er det med andre ord et definerende træk ved det enkelte menneske, at det er fattigt? Begår Dalgaard dermed ikke den fejl, at lade det enkelte menneske være defineret af fællestrækket eller begrebet fattigt – og overser han dermed lige præcis ikke dette menneske? Var det ikke netop en af Jesu karakteregenskaber at møde mennesket som det enkelte menneske og ikke som udtryk for en begrebslig forforståelse?

Hvad mere er, så bliver Dalgaards afsluttende kommentarer herover simpelthen for relativerende for min smag. At der skulle findes “en Jesus, som lige præcis de har kunnet relatere til, en Jesus, som lige netop de har kunnet tro på” eller med andre ord, at der skulle findes en Jesus til enhver smag udvander ikke bare Jesus-figuren, men overhovedet det kristne budskab, fordi enhver da kan finde det lige netop det, de har behov for. Møder Jesus og evangelierne os da ikke med en fordring? Er alt lige gyldigt? Det mener næppe heller Dalgaard.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s