Syndens væsen i en kristen optik

haandbibliotek_synd

Synd for begyndere
Kristian Bøcker
Bibelselskabet, 2018.

Sognepræst Kristian Bøcker leverer en velformidlet og klar gennemgang af syndens væsen i jødisk og kristen kontekst. Den er ikke bare god at blive klog på, den giver også et rum for selvrefleksion, hvilket måske er det det største kompliment jeg kan give bogen og dens forfatter.

Bøcker indleder sin bog med en situation uden for Århus Stadion, hvor han møder en gammel bekendt, der, idet han hører, at Bøcker læser til præst, udbryder “Gør det så noget, jeg står og drikker den her”. Udgangspunktet for Bøcker bliver således dette, at rigtig mange mennesker oplever, “at det med præst og bibel, kirke og kristendom er noget med en række bud, især forbud, som det handler om at overholde”. I en eller anden forstand er der nok, for det moderne menneske, en forestilling om kirken og kristendommen som en i mere eller mindre grad repressiv struktur. Dét er på en gang sandt og noget ved siden af, og det viser Bøcker på fornem vis med sin Synd for begyndere – titlen er i øvrigt dejligt dobbelttydig.

Med udgangspunkt i myten
Vi har nok en tendens til at forestille os, at et mytisk stof er et fiktivt stof, der ikke kan sige ret meget om mennesket i dag. Det mytiske bliver ofte affejet i dag, om end det sagtens kan vise sig eksistentielt nødvendigt. Men myten og det mytiske har en egen sandhed og en egen værdi, der ikke ligger under det logisk-matematiske, men er sideordnet hermed i den forstand, at myten kan udsige noget om menneskelivet på et alment niveau. På den måde er syndefaldsmyten for eksempel interessant, fordi den peger på mennesket som syndigt, ja, men hvad betyder det? At vi som mennesker, selvom vi er i en paradisisk tilstand, faktisk ikke formår at stille os tilfreds i et fællesskab, men derimod, i en indkrogethed, som Luther kalder det, ofte bryder med fællesskabet for at hige efter det, der er godt for den enkelte, men i bruddet altid vil ske på bekostning af andre, Syndefaldsmyten fortæller altså om mennesket som sådan, og om hvordan dette menneske altid står i fare for at bryde med fællesskabet – og dermed Gud. Som Gogarten skrev et sted, vist nok citeret af Løgstrup, så er den kristne Gud givet relationelt i verden, som det, der foregår mellem mennesker; mere præcist som kærligheden mellem mennesker – mere snævert forstået som i buddet elsk din næste. At forbryde sig mod det bud er det samme som at fjerne sig fra Gud.

Jesus og loven
Bøcker viser gennem bogen, hvordan Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, dog med nogle væsentlige forskelle, begge arbejder med synden på lignende vis, men Jesus radikaliserer menneskets skyldighed. Med Jesus er mennesket prisgivet Gud.

Loven bliver i og for sig umenneskelig: Den, der siger tåbe, skal brænde i helved. Enhver, der i tankerne begærer en andens hustru, har alle begået ægteskabsbrud. Eksemplerne er mange. På den anden side helbreder Jesus på en sabbat. Så hvad skal det betyde? Ikke andet end, at mennesket som nævnt lige før er prisgivet Gud og dermed Guds nåde. Hvem har ikke henvendt sig til et andet menneske i devaluerende termer? Det får den betydning, at Jesus gennem forskellige lignelser gør op med selvgodheden, som ikke bare er begrænset til farisæerne, men gælder os alle.

Fordi farisæeren i virkeligheden har glemt både Gud og næsten i sin fromhed! Og dermed – igen som Adam og Eva, som folket, som David, som alle – bryder fællesskabet med både Gud og næsten i sin selvoptagethed. Farisæeren tror ikke på Gud, han tror på sin egen fromhed; farisæeren har ikke fællesskab ed mennesker, kun med sig selv i sit religiøse selvsving.

[…]

Martin Luther (1483-1546) […] brugte engang udtrykket at være ‘indkroget i sig selv’ om dette at være en synder. Mennesket er indkroget i sig selv. Måske kan man også sige, at mennesket altid er optaget af sig selv og sine egne interesser, uanset at det kan se anderledes ud udefra. Bag alle handlinger, selv de frommeste og mest religiøse, kan være selviske motiver, ja, måske er enhver handling udtryk for denne indkrogethed i sig selv.

Der er således ikke en “lige linje mellem synd og straf” i kristendommen, sygdom er ikke en straf for (ukendte) synder, ligesom velfærd ikke er udtryk for et liv, der er velbehageligt i Guds øjne. Vi er som mennesker prisgivet Gud.

I forlængelse heraf kan man citere Bøcker, der citerer Første Johannesbev:

“Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder”.

Dette at Jesus skulle dø for vores synder, at han var et sendt af Gud for til sidst at ofres til Gud er mildest talt gådefuldt. Men forsøgene på at besvare dette spørgsmål peger på det, der kaldes forsoningslæren. Bøcker går vejen omkring Anselm af Canteburry (1033 – 1109) og Pierre Abélard (1079 – 1142) for at lande ved den svenske teolog Gustaf Aulén (1879 – 1977), der, måske med inspiration fra Nietzsches Der Antichrist, fortolker sonofferet derhen, at med Jesu korsdød overvindes synd, død og djævel eller ondskab, der læner sig op af Paulus’ kendte dictum omkring magtesløshed: Vi gør det onde, vi ikke vil, men ikke det gode, vi vil. Med overvindelsen af disse destruktive kræfter i menneskelivet, fjernes arvesynden, der har stået mellem menneske og Gud.

Arvesynden er et begreb, der går tilbage til Augustin (354 – 430). Han peger på, at Adam og Eva i den paradisiske tilstand havde muligheden for ikke at synde, men efter syndefaldet er denne mulighed ikke længere givet; synden er “blevet en slags selvstændig magt”, som senere hos Aulén.

Bøcker oplever, at der er noget stift of matematisk over forsoningsteorierne, og han henviser samtidig til Løgstrup og Den etiske fordring, hvori han siger, at “Tro uden forståelse er tvang” eller lige præcis dette, at man som troende er nødt til at overveje konsekvenserne af troen. I den kontekst tilbyder Bøcker et andet og mindre dramatisk forsøg på at forstå Jesu sonoffer:

Jesus er Guds kærlighedsbrev til mennesker, en kærlighed, der vel at mærke afslører mennesket, som mennesket også er: indkroget i sig selv. Selv i sin mest religiøse udgave. Samtidig er Jesus Guds kærlighed, der overvinder denne indkrogethed.

Synden og dens tilgivelse
Det kan altså nok være, at både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente arbejder ud fra en forestilling om synd som brud på fællesskabet og dermed med Gud, men hvor Det Gamle Testamente udgår fra en mere håndgribelig forståelse af synd, der opfatter Det Nye Testamente synd som “menneskets uafhjælpelige selvoptagethed”. Bøcker kan således karakterisere synden i kristendommen som på én gang etisk og eksistentielt: Det vil henholdsvis sige ikke at ville være sig selv og bryde med fællesskabet, som det allerede er blevet pointeret.

Men hvad er så syndens tilgivelse eller hvad er tilgivelsen som sådan? Bøcker går vejen omkring journalisten Charlotte Rørth, der med sine oplevelser i bogen Jeg mødte Jesus genoplivede eller kastede et lys på den karismatiske kristendom i en populær dansk sammenhæng, men også den erklærede ateist, Julian Barnes.

Rørth møder Jesus, der ser hende, hvert gram og sekund af hendes liv, men samtidig holder af hende. Barnes siger noget tilsvarende i sin bog om døden, Ikke noget at være bange for, hvor han siger, at vi mennesker grundlæggende længes efter at blive dømt; der står blandt andet, i forbindelse med forelskelse, “Når vi forelsker os, håber vi … at vi omsider skal blive set i ordets sandeste, dybeste forstand – dømt og anerkendt”. Dømt og anerkendt. Vi længes efter at blive set og til trods for dette at blive accepteret, at vide, sådan helt banalt, at vi er okay, at det nok skal gå – til trods…

Tilgivelse er ikke, at det forbrudte og forkerte ikke er der længere. Tilgivelse er ikke trylleri, at ‘vupti’, så er det der ikke længere. Tilgivelse er, at det ikke længere står mellem os, som mennesker, der svigtede hinanden, eller imellem mennesker og Gud.

Jesus, som et kærlighedsbrev til mennesket, kan således bære vores synder sammen med os, vi bliver ikke alene med det forbrudte. For som Johannes Sløk citeres af Bøcker:

De ved alle, at man kan nedbryde et liv, en sammenhæng, et fællesskab. De ved, at man kan komme derhen, hvor alle udveje er spærrede. De ved, at man kan opleve, at der bag en kun er ulykkelige mennesker. Da skal der egentlig så lidt til, et ord, en gestus. Vi sletter det gjorte. Vi begynder forfra. Og livet gives mig tilbage.

Det er de sidste ord i bogen. Det håbefulde og længslen efter nåden, der er en reel mulighed. Vi kan få livet tilbage.

Bøcker skriver med en åbenhed og ærlighed om et af de tunge og svære emner i kristendommen, som passer os moderne mennesker så dårligt, at vi kan forbryde os, at vi i vores indkrogethed kan skylde nogen noget.

I det hele taget er Bibelselskabets Håndbibliotek et velformidlet stykke populærvidenskab, der kan gøre os alle klogere. Biblioteket henvender sig til den nysgerrige læser – kristen eller ej – og giver mulighed for nye indsigter, genopfriskning af gamle indsigter og til eftertænksomhed, deri ligger seriens nødvendighed.

Personligt oplever jeg de bøger af serien, jeg har læst, som oplysende, ja, som et oplysningsprojekt, som jeg må investere mig selv i for at forstå til fulde – og det er vel det, den gode litteratur skal?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s