Nicolaj Stochholm Det regelmæssige
58 sider, 200 kr.
Herman & Frudit, 2023.
Der er ganske få danske digtere, hvor det på samme måde gibber i mig, når jeg opdager, at de er udkommet med noget nyt, som det gør med Nicolaj Stochholm. Det er også ganske få digtere, der med samme sikkerhed, i et lyrisk perspektiv, leverer den ene store digtsamling efter den anden, som Stochholm formår. Det sagt, så sidder jeg her med en bog i hænderne, som på alle måder tiltaler mig; kartonets levende overflade, der kommer til at blive farvet af at blive læst og medbragt. Omslagsillustrationen, der virkelig er fantastisk, er lavet af Christian Lemmerz, som efterhånden har bidraget til mange bøger og bogomslag; Lemmerz’ streg har jeg længe været begejstret for.
Stochholm har formået at fastholde et virkelig højt niveau; det var der ingen, der kunne være i tivivl om, da Biografi udkom i 1991, som også blev godt modtaget, hvis jeg husker rigtigt, og efterfølgende knæsatte både Rekonstruktion (1998) og 25 digte og en drøm (2000) min begejstring for forfatterskabet. For mig blev Udenfor pesthospitalet fra 2018 et slags vendepunkt (vel at mærke i positiv forstand); her oplevede jeg, at stemmen i digtene blev mere moden eller den fremstod med en vis livsklogskab – og det er næsten altid forbundet med at stemmens bærer har slået sig på livet. Måske var det element allerede til stede tidligere, men for mig stod den klart frem i den digtsamling, og man mærker den også tydeligt i den nye bog.
Det regelmæssige er udkommet i 300 nummererede eksemplarer og består af tre suiter: Det regelmæssige, Det uregelmæssige og Skovene omkring os. Som det hedder i pressemeddelelsen er “Kærlighed, køn og død centrale temaer i Nicolaj Stochholms forfatterskab”; det er det, jeg selv beskriver som eksistentielle grundvilkår. Dertil skriver Stochholm ud fra et centrallyrisk perspektiv, hvilket ikke er comme il faut i den litteraturhistorie, blandt andre Lars Bukdahl har været den drivende avantgarde på, hvorfor han måske også på sin egen måde står noget skævt ind i eller ud fra den danske litteraturscene.
Samlingens første digt fremskriver en moderne udgave af prædikeren fra Det Gamle Testamente med de første tre linjer:
“Sol går op og sol går ned
solen varer en evighed
som vi varer et øjeblik”
Den samme melankoli eller opmærksomhed på døden i livet. Men så forskyder digtet sig til den stockholmske mellemverden eller ingenmandslandet mellem drøm og virkelighed:
“på jorden med alle vores
drømme oppe under himlen
at krydse grænsen mellem drøm
og virkelighed og ændre den
virkelighed ved at købe et
hus en lejlighed inde i huset
og bære den forandrede virkelighed
med sig tilbage til drømmen”.
Det er i mellemverdenens ingenmandsland at Stochholm kan fremskrive sine vedkommende indsigter i eksistensen og ofte i en forskydning, hvor virkeligheden får en sekundær placering i forhold til drømmen – som eksempelvis i de to sidste linjer, der er helt enestående: “og bære den forandrede virkelighed / med sig tilbage til drømmen”.
Tematisk tilbagelægger Stochholm sig store distancer. Han er omkring fremmedgørelsen, når ting ikke længere er lavet af hænder, som det cirka hedder i et digt, og det presserende klimaspørgsmål (“du fik verden / forandret med klimakrise / fossilt ekses og du er / stadig altid alene her”); han er, og der er han altid god, også kærlighedens og nærhedens digter, og han er gadernes digter. Han er også nekrolog, idet han skriver om Henrik Nordbrandt på sonetform, dog med terzetterne og kvartetterne vendt om:
“Han sagde børn skal ikke lege
underfuldmånen fordi han
vidste at det er digterens sted.
Han adlød Baudelaire og Pessoa
berusede sig sammen med os og
pegede ud på de lysende broer.
Så kommer døden og river det hele
itu så sorgen indtager kroppen
og får den til at støde ind i
ting så den falder over stolen.
Nu siger han intet mere
der kommer ikke flere digte
selvom han vedbliver med at
tale til os når vi læser ham”.
Første kvartet er i min øjne et sammenfald mellem Stockholms og Nordbrandts stemmer. Forud herfor er de to terzetter, som indkredser Nordbrandts særegenhed og Stockholms blik på denne, og den efterfølgende og sidste kvartet anerkender, at vi dog stadig har en del af Norbrandts stemme her i form af digtene. Men den tredje strofe føres stemmerne sammen, og Stochholm bliver nordbrandtsk i sin måde at lade døden og sorgen komme til orde. Det er værdigt skrevet og tænkt af Stochholm.
Det er ikke ret tit, jeg finder metafiktive refleksioner ret interessante, når de dukker op i skønlitteratur; Stochholm formår imidlertid at gøre det på en anden måde end mange andre digtere – herunder mig selv. Han lader ikke bare det metafíktive stå for sig selv, men kobler det med en poetik, hvor digtet og det at skrive folder sig om det at være i live, at leve. “Hvis historien er kroppens / yderste grænse hver er så / den indre yderste grænse” hedder det i digtet “Bølgebryder”. Digtet slutter med de to linjer: “selvom hånden bliver ved med / at skrive og ændre digtet”. Forskyder Stochholm på en måde ikke her Descartes’ diktum, at tænke er at være, som er udtryk for en mareridtsagtig galskab, hvis man tænker efter, over mod skriften: Så længe jeg skriver og retter i digtet, findes det og dermed findes min krop.
Det regelmæssige er afslutningsvist sagt en af Stockholms stærkeste bøger sammen med Uden for pesthospitalet og det siger ikke så lidt, for den stochholmske digtning er kendetegnet ved en regelmæssighed i sin kunstneriske kvalitet.
- Læst - 