Peter W. Zapffe Den sidste Messias
39 sider, 129 kr.
Forlaget Senmund, 2023.
Jeg stødte første gang på den norske forfatter og filosof, Peter Wessel Zapffe, da jeg læste Thomas Ligottis værk The Conspiracy Against the Human Race. Zapffe har ellers henlevet en tilværelse som national hemmelighed i Norge, hvor han døde som 91årig i 1990. Men der er kommet en større opmærksomhed på ham, og hans værker er begyndt at blive oversat til udlandet, og nu har vi også en lille antinatalistisk smagsprøve på dansk – men de 39 sider er til fulde de 129 kroner værd.
Den antinatalistiske filosofi er ikke nogen ny filosofisk retning, og den har ikke dannet skole, men lever af det individuelle udtryk. Antinatalismen er udtryk for en afstandtagen til et liv, der er konfronteret med sygdom, alderdom og død og derimellem sjælelige og fysiske slag. Der er således antinatalistiske tanker i spil i såvel buddhismen som i kristendommen, ligesom der er i Schopenhauers og Nietzsches filosofi, men også i førnævnte Ligottis værker og eksempelvis i den kosmiske nihilisme hos H.P. Lovecraft. Zapffes lille bog er udkommet på det for mig indtil for nylig ukendte forlag Senmund, hvor det indgår i serien Bibliotek for antinatalisme. I serien udkommer “bøger, der beskæftiger sig med forplantningens etik. Vi definerer ‘antinatalisme’ bredt: som en kritisk undersøgelse af, snarere end et argument imod, frembringelsen af liv”, som det hedder på hjemmesiden.
Zapffe argumenterer i Den sidste Messias for at lade “Jorden blive stille efter Eder”, som det hedder i det afsluttende messianske digt, og det sker med et æstetisk overskud. Hvorfor denne stærkt pessimistiske konklusion? Fordi en urhændelse sker, idet “Livet havde skudt over målet og sprængt sig selv”. Ånden er blevet for stærk, selvbevidstheden. Én ting er styrken udadtil, det er derfor vi kan sidde, som vi gør i dag og læse denne anmeldelse, for nu bare at tage det mest forsimplede i den mørke ørkenkonges repertoire (for nu at parafrasere H.P. Lovecraft), når han rejser rundt til verdens storbyer og tryllebinder alle med sine kunster. Men ånden vender sig også indad, og den kan, hvis ikke vi passer på, gennemskue vores illusioner (Zapffe kalder dem “fortrængningsmekanismer”). “Lidelsen er hos dyret begrænset til det selv. For mennesket slår den hul ind til verdensangsten og livsfortvivlelsen […]. Fremtidens forhæng var revnet og fremviste et mareridt af endeløse gentagelser, et sanseløst søl af organisk stof”. Mennesket er simpelthen blevet livsudygtigt på grund af den ånd, der har sat det i en særegen position i måden at være i verden på.
Logikken, der synes at blive kaldt på i forhold til ovenstående mareridt, som mennesket hænger over i en tynd tråd, er Silens gamle visdom om, at konfronteret med det “dødens vandfald”, som verden er, er det ikke at blive født bedre, men når man er blevet sat i verden, så er det bedre at forsvinde i dag end i morgen. Selvmordet synes at blive den logiske konsekvens af Zapffes antinatalistiske filosofi – og det er da også den måde, de fleste antinatalister mødes på. Det er i virkeligheden et levn fra Albert Camus, hvor selvmordet er det eneste seriøse filosofiske spørgsmåle, man kan beskæftige sig med. For hvis man ikke begår selvmord, så må livet have værdi, og dermed synes antinatalismen tilbagevist. Det er imidlertid alt for overfladisk, og siger nok i sidste ende mere om afsenderes end om modtageren.
Inden vi ankommer til konsekvensen af Zapffes filosofi, er det imidlertid vigtigt, at behandle de førnævnte fortrængninsmekanismer. Zapffe fremhæver fire, der består af isolation, forankring, distraktion og sublimation.
Isolation vil sige, at man ikke berører noget emne, der kan skubbe den enkelte over i retning af tilværeæsesskrækken, som Zapffe også benævner angsten. Eksemplet er lægen, der slet ikke forholder sig til mennesket, det står over for, men udelukkende koncentrerer sin faglighed omkring det tekniske. Inverteret bliver isolationen til en tilværelse, der er aldeles brutaliseret – det er det, man kan se i alle krige eller krigslignende tilstande.
I forankringsmekanismen holder man “stædigt fast i sine afdøde værdier og skjuler bedst muligt for sig selv og andre, at de er defekte, at man er sjæleligt insolvent”. Forankringen sker gennem værdier, kosmisk orden, metafysik og religion. Vi forankrer vores liv i myter vi heller holder fast i, selvom de er blevet modbevist nok så mange gange, end at turde give slip. Det er præcis af den grund, at vi er så optaget af penge i dag – vi kender kun til en værdiform i dag, og det er den monetære. Alle andre værdier er for de fleste og for det meste opgivet eller står i et alt for grelt lys. “En formues livsværdi ligger snarere i, at den stiller et stort udvalg af forankrings- og distraktionsmuligheder til ejerens rådighed”.
Endelig er der distraktionsmekanismen; i forlængelse af ovenstående kunne man her godt inddrage Nietzsche, der plæderede for, at vi har kunsten for ikke at dø af sandheden; i dag har vi den ekstravagante livsførelse eller som et minimum de sociale medier, der som dopaminfælder over tid fratager os muligheden af at tænke, og i hvertfald distraherer os tilstrækkeligt til at tænkningen ikke får de rammer, den har brug for. Zapffe skriver således, at “Man holder opmærksomheden inden for den kritiske grænse ved at fængsle den med en uafladelig strøm af nye indtryk udefra”. Nys-gerrigheden er den enkleste forklaring på distraktionens muligheder i et antinatalistisk perspektiv.
Det fjerde middel mod tilværelsesskrækken og livspanikken er sublimationen. Zapffe forsøgte allerede tidligt i livet at tage livet af sig selv to gange. Det lykkedes ham ikke, og han måtte også opgive en juristkarriere, fordi den ikke kunne være bolværk mod “dødens vandfald”. Zapffe måtte ty til en mere forfinet bekyttelsesteknik – nemlig sublimationen i form af en beskæftigelse med litteratur og filosofi. Den sidste Messias, som lægger hele regnskabet frem omkring tilværelsen som et søl og midlerne til at navigere heri, er samtidig et panikmiddel, der skal sikre forfatteren imod vanviddet.
Det er paradoksalt, men det er æstetisk stringent.
Men hvad er så Zapffes konklusion? Bogens sidste kapitel understreger på den ene side et problem, og på den anden side en løsning. Problemet er, at “I og med antallet øges [der menes menneskets antal], og den sjælelige atmosfære bliver stadig tættere, vil beskyttelsesteknikkerne skulle antage en stadig mere brutal karakter”. Det siger sig selv, at en vis brutalitet i fortrængningsmekanismerne er nødsaget, hvis mennesket skal blive ved med at kunne se udenom afgrunden, det hænger over.
Men her kommer den sidste Messias – og evangeliet lyder i al sin enkelhed:
“Verdenernes liv er en brusende flod, men Jordens er en pøl og et dødvande. –
Undergangens tegn står skrevet på Eders pande – hvor længe vil I stampe mod brodden?
Men der er én sejr og én krone, og én frelse og ét svar –
Kend Eder selv – vær ufrugtbare og lad Jorden blive stille efter Eder”.
Zapffe efterlevede sin Messias’ bud, og han døde således alene uden nogen efterladte.
Den sidste Messias er velskrevet, dens retorik og stilistik er sprængfarlig, og så er den godt oversat af Trine Riel, der også har skrevet bogens udmærkede efterord. Jeg ser efter dette værk ikke bare frem til at følge Bibliotek for antinatalisme meget tættere, men også forlaget Senmund, som jeg har opdaget alt for sent.
- Læst - 